De upoppede popcorn. Den nemme vej til ledelse

AF ERIK JAKOBSEN

Hvis man har arbejdet som leder og træner i det frivillige foreningsliv – eller med ledelse i det hele taget – ved man også at det ikke altid er lige let. Der er gode grunde til at der er skrevet hele biblioteker om ledelse, og til at der kan sælges og afholdes et hav af (ofte ret dyre) kurser i hvordan man leder andre mennesker på den bedste og mest effektive måde.

For et stykke tid siden hørte jeg om et ret præcist billede på hvordan man kan gribe ledelse an. Det kan også bruges overfor højskoleelever, skulle jeg hilse og sige.

Min gode bekendte hørte en konsulent forklare at alt hvad man behøver at vide om grundlæggende ledelse kan man finde beskrevet på bagsiden af en pakke pop-selv popcorn:

Man starter med at hælde olie i en gryde, og hælder så et ikke alt for tykt lag af majskorn oveni. Så sætter man låg på gryden og tænder for kogepladen ved jævn varme. Når majskornene begynder at poppe, rystes gryden med jævne mellemrum, så flest mulige majskorn poppes og popcornene ikke brænder på.

Fidusen er at nogle af majskornene popper med det samme, og at andre ikke gør. De majskorn, der popper med det samme, behøver man heller ikke give yderligere opmærksom – de er klar! Resten kræver lidt mere opmærksomhed. Her skal man ryste gryden lidt mere og holde godt øje med dem. Efterhånden vil mange af disse korn poppe. Til sidst er der nogle korn tilbage som aldrig popper og heller ikke kommer til det. Dem skal man ikke bruge alt for meget tid og energi på, da man bare knækker tænderne på dem.

Sådan er det også med mennesker i grupper, der skal i gang med én eller anden opgave. Der er nogle i gruppen, der med det samme er indstillet på at gå i gang. Fint! De “popper” med det samme og behøver ikke ekstra opmærksomhed eller “grydevarme”.

Så er der dem der kræver lidt ekstra opmærksomhed før de gribes af energi og begejstring overfor opgaven. Det er dem, man skal være opmærksom på og gøre en ekstra indsats for.

Endelig så er der dem der aldrig “popper”. Det kan være nejsigerne (“Det HAR vi prøve før!” osv.) der er bange for forandring, synes den nye leder er for ung og uerfaren – eller hvad det nu kan være.

Dem skal man ikke bruge alt for megen opmærksomhed på. Man knækker bare tænderne.

Som ung højskolelærer brugte jeg alt for meget tid på nogle få elever, der egentlig ikke gad være i klassen, hvilket gik ud over dem, der “poppede” med det samme. Det lærte jeg meget af – jeg koncentrerede mig om de, der ville, og sørgede så for at de “upoppede” ikke forstyrrede alt for meget.