langelandtidende.dk lige i brevkassen

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Redaktør langelandtidende.dk
Elever fra Kassebølle Friskole husstandsomdeler denne gang langelandtidende.dk i Rudkøbing. Magleby Spejderne omdeler i Bagenkop, og Nordlangelands Idrætsforening sørger for at få magasinet ud i alle brevkasser i Lohals samt sommerhusområderne i den ende af øen. Humble Boldklub klarer opgaven i sommerhusområderne i Ristinge, Bukkemose, Fredmose og Stenbæk. Herudover kan du stadig hente magasinet helt gratis udvalgte steder på hele Langeland. På side 47 kan du se, hvor.
Vi er utrolig glade og taknemmelige for det engagement, vi møder lokalt på hele øen, som gør, at vi nu får langelandtidende.dk ud endnu flere steder på hele Langeland. Vores værdigrundlag bygger på, at langelandtidende.dk skal være forankret i Langeland, så det skal naturligvis være i samarbejde med jer, vi udvikler og skaber vores nye lokalmedie på Langeland.
Når vores omdelere af magasinet tjener penge til lejrskolen for øens skoleelever eller til nye aktiviteter for spejderne, boldklubben og idrætsforeningen, så yder vi også vores bidrag til samhørigheden og sammenhængskraften på øen. For selvfølgelig skal magasinet i alle tænkelige led være langelændernes eget lokalmedie – både i den trykte udgave samt på websiden langelandtidende.dk, hvor alle artikler også kan læses og deles videre på sociale medier. Så hvis du ikke allerede har været forbi websiden – så er du meget velkommen.
Her kan du downloade det nyeste langelandtidende.dk – MAGASIN, som omdeles i godt 7.000 brevkasser på Langeland de nærmeste dage.
Alle artikler publiceres løbende her på siden over de næste dage.
