Langelandsk stjerneparade af ny kunst

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Alle kunstnerne bor på Langeland – mere eller mindre, kan man godt sige med et glimt i øjet. Sådan har det været, siden Sommerudstillingen i Galleri Nowhuset i Tullebølle åbnede første gang for 13 år siden, og sådan er det stadig. I år udstiller 22 af de bedste langelandske kunstnere.
Med dybe rødder til Langeland bliver årets nye kunstner den anerkendte svenske billedkunstner Marianne Hultberg fra Göteborg. Hun indtager hvert år i flere måneder familiens feriebolig i Tryggelev, en tidligere bolig til Broløkke Mejeri, hvor hendes farfar Viggo var bestyrer frem til lukningen i 1938. Og Langeland er uden tvivl blevet Marianne Hultbergs vigtigste inspirationssted.
– Her går jeg i et bølgende landskab med hvidkalkede kirker, omgivet af havet og lange strande. Dér, i mødet mellem jord, himmel og hav, føles det som at træde ind i noget tidløst, lyder det farverigt fra den svenske kunstner.
Dobbeltbilleder, selvportrætter og kunst i glaskupler
På sommerudstillingen i Nowhuset præsenteres også andre kunstnere end det svenske islæt, som fornyelse på den ellers traditionsrige udstilling, hvor en stjerneparade af kunstnere udstiller maleri, grafik, fotografi, keramik og tekstilkunst.
En del af kunstnerne har været med fra starten for 13 år siden, og her finder man flere overraskelser. Bedst som man troede at have styr på Keld Nielsen fra Kædeby, er han begyndt at male dobbeltbilleder – nærbilleder af fugle sat ind i hans velkendte landskaber. Og man opdager også en (sproglig) fornyelse med titlerne: ”Krageland!”, Knortegæseng! ” og Rørhøgmose!”
Fra sit atelier i Ristinge eksperimenterer Solveig Moa talentfuldt videre. Hendes seneste værker kredser om bordets glæder og livets fester i frie fortolkninger af begrebet stilleben.
Stine Læntver (muntre udlægninger af ”fyrtårn”) og Line Kure (kunst i glaskupler) blander lystigt alskens genbrugsmaterialer i deres skulpturer, mens Potteriet og Poul Erik Eliasen præsenterer tidløs keramik, som de altid har gjort.
Kamilla Herskind udstiller to store selvportrætter, hvor også hun fornyer sig hele tiden: Denne gang med blomstermotiver i træsnit. Og sådan er det hele vejen rundt i galleriets store, lyse lokaler: Genkendelse og overraskelse går hånd i hånd.
Sommerudstillingen åbner grundlovsdag 5. juni og bliver hængende og stående til 23. august.
Sommerudstilling 2025 i Nowhuset, Skolevej 10, Tullebølle, 5953 Tranekær
5. juni til 23. august 2025
Fernisering grundlovsdag, torsdag 5. juni kl. 14 – alle er velkomne, gratis adgang
Åbningstider: juni: torsdag-lørdag kl. 10-17, juli/august: tirsdag-søndag kl. 10-17
Udstillere: Ann-Kerstina Nielsen, Bo Valentin, Britt Smelvær, Gitte Buch, Hanne Biben Mortensen, Hans Kjær, Henni Starup, Henriette Lorentz, John Rasmussen, Kamilla Herskind, Keld Nielsen, Line Kure, Marianne Hultberg, Melissa Clark, Mogens Sjøgård, Per Buk, Potteriet, Poul Erik Eliasen, Solveig Moa, Sonja Møller, Stine Læntver og Silje Bruun Hansen
Foto: Mette Wöldike
