Langelands Golf Klub vil vokse – og satser på nye medlemmer

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Langelands Golf Klub har netop taget et nyt hus i brug til golfvogne og udstyr for medlemmerne. Byggeriet har kostet 1,6 millioner kroner og er blandt andet finansieret med fondsmidler.
Golfklubben har i dag 220 medlemmer, men økonomien er beskeden, og derfor søger klubben jævnligt fonde til nye projekter.
– Vi har ikke så mange penge i klubben, så fondsstøtte er vigtig for os, siger Jan Ole Jakobsen som samarbejder tæt med Jan Frisenette, der er formand for den selvejende Institution LangelandsGolfbane og drives økonomisk adskilt fra klubben.
– Klubben varetager medlemmernes interesser, mens banen har sin egen drift og økonomi. Klubben lejer sig ind på banen, forklarer Jan Frisenette og tilføjer at samarbejdet gør det muligt at holde gang i både klubaktiviteter og drift af banen.
– Golfbanen har fået omkring en million kroner fra fonde. 579.000 kroner fra LAG, 150.000 kroner fra Fynske Bank og 300.000 kroner fra Fonden for Langelands Elforsyning. Resten har vi selv finansieret, fortæller formand for Langelands Golbane, Jan Frisenette og tilføjer, at på taget af det nye hus er der installeret solceller, og ambitionen er, at klub og bane på sigt kan blive selvforsynende med strøm.
Stærekasser mod råger
Klubben vil meget gerne have flere medlemmer – især yngre.
– Vi vil rigtig gerne tiltrække nye medlemmer. Mænd, kvinder, unge og ældre. I dag er der flest mænd, og gennemsnitsalderen er ret høj. Det vil vi gerne ændre på, siger Formand for klubben, Jan Ole Jakobsen.
Placeringen på Østerskovvej i Tryggelev kan dog være en udfordring, da den offentlige transport ikke gør det nemt at komme til golfklubben.
– Skal vi have flere unge, er der ganske enkelt en logistisk udfordring, siger formanden og fortæller videre, at klubben derfor har samabejder med lokale skoler.
Blandt andet har elever fra Ørstedskolen i Rudkøbing bygget 100 stærekasser som hænger i træerne ved banen, og som hjælper med at holde rågerne væk fra området, da de laver huller i golfbanen med deres kraftige næb.
– Stærene lever af de samme larver i jorden som rågerne, men stærene gør ikke skade på banen. Derfor har vi sat stærekasser op rundt om banen for at tiltrække stære, fortæller næstformand Kurt Petersen.
Initiativet har allerede haft effekt.
– Der er flyttet stære ind, og de tager larverne, så rågerne søger andre steder hen. Det fungerer faktisk rigtig godt, siger han.
Invitation til at prøve golf
Golfklubben markerede sidste år sit 20-års jubilæum, hvor medlemmer og gæster donerede 17.000 kroner til klubben. Pengene er blandt andet brugt til nye møbler i klubhuset.
Nu håber klubben, at flere vil få øjnene op for sporten.
– Den 1. april starter sæsonen, og klokken 15 inviterer vi alle interesserede til at komme forbi og prøve golf. Hver onsdag kan man få en introduktion, siger Jan Ole Jakobsen.
Den 19. april holder klubben desuden Golfens Dag med introduktion, vejledning og lidt forplejning til alle, der har lyst til at prøve spillet.
– Alle er velkomne, og man behøver hverken erfaring eller eget udstyr for at være med, siger han.
April-tilbud: Gratis adgang til par-3-banen hele måneden. Leje af golfbag 50 kr.
Introduktionsmedlemskab: 500 kr. for to måneder inkl. golfkørekort, adgang til 18-huls banen og par-3-banen.
Resten af sæsonen: 2.500 kr. for adgang til 18-huls banen.
Fuld medlemskab: 6.200 kr. pr. år.
Pay & Play par-3-bane: 75 kr. pr. dag.
Foto: Christian Dan Jensen







