Hvad gemmer sig bag skiltet ”Salg af Svampe?”

På Østergade 25 i Hesselager kan man foran et lille, rødt hus indimellem møde et skilt, hvorpå der står: ”Salg af svampe”
1

AF MARIANNE TOLSTRUP

 

Går man ind ad havegangen, kommer man ind i en ret lille men helt fantastisk have, hvor frugtbuske og træer, højbede med grønsager og de smukkeste blomster tilsammen udgør en lille, smuk oase midt i byen.

Men haven gemmer på andet end frugt, grønsager og blomster.

I hjørner i haven, bag drivhuset og i udhuse står træstammer, der enten er skåret over i skiver, eller med udborede huller, der er dækket til igen med enten paraffin eller korkpropper, og i udhuset finder man plastikindpakkede spåner, der gror svampe ud af.

Hus og have ejes af Bendt Rosander Sørensen. Bendt er det han selv kalder grøn udendørsgartner. Han har arbejdet med planter i hele sin karriere og har nu stiftet firmaet Fyns Ø Svampe.

Hvis man tror, at man finder en kommerciel svampeforretning lige midt i Hesselager, tager man imidlertid fejl. Skiltet med ”Svampe til salg” sættes kun ud, når der er en overproduktion i den lille have.

 

 

Bendt brænder for formidling.
Hans udgangspunkt er, at spisesvampe kan dyrkes overalt, både i lejligheder, i skure og haver. De kan dyrkes hele året, og alle kan være med. Bendt påpeger, at det er vigtigt at dyrke bare lidt af sin egen mad. Ikke for at være selvforsynende eller fordi det flytter noget i det store CO2 regnskab, men fordi det flytter noget inde i hovedet på os alle. Det er vigtigt, at vi får en forståelse af, hvor maden kommer fra, hvad jorden kan give os, og, som Bendt siger: ”så bliver man glad i låget af at høste egne “frugter” efter en god arbejdsindsats”.

 

 

Adgangen til svampe skal være lettere
Bendts interesse for økologi rækker langt tilbage. Han har i længere tid været en del af en national bevægelse, Praktisk økologi. Bendt deltog på et tidspunkt i en svampesanketur, og det gik op for ham, at ud af de 3000 svampe, der findes i naturen, er der kun få, der kan spises. Turen gav ham lyst til at lære at dyrke svampe, og at gøre adgangen til svampe lettere for andre. Han besøgte etablerede svampeproducenter, som gerne ville dele deres viden, og i 2020 var han parat til at etablere sig med en produktion af gourmetsvampe i Svendborg. Desværre blev Bendt indhentet af sygdom, og planerne måtte skrinlægges.

I dag bruger han så sin viden til at hjælpe folk i gang med selv at dyrke, mest Østershatte, men også Shiitake svampe er på programmet.

Østershattene dyrkes i organisk materiale såsom halm, strå, træflis og savsmuld, mens Shiitake svampene vokser på træstammer. Træstammer saves over, eller der bores huller i dem, stammerne podes derefter med mycelium, og er man heldig, vil der efter halve eller hele år, komme spisesvampe frem.

 

Bendt sælger opstartskit til dyrkning af Østershatte, og kommer også gerne med gode råd angående dyrkningen, ligesom han lægger instruktionsvideoer op på sin Instegramkonto:

@bendt_rossander

 

 

Foto: Marianne Tolstrup

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment