Golfåret 2025 slås i gang

AF KIM BASSE
De 18 huller kan gås på cirka tre timer. Undervejs er der udsigt til Langelandsbælt, og på en klar dag kan man endda se helt til Lolland på den anden side af bæltet.
Selvom Langelands Golf Klub som en af de få golfklubber i landet har vinteråbent, er der nu alligevel noget ved foråret, og særligt den 6. april. Her starter sæsonen nemlig for alvor i Langelands Golf Klub.
Her slår golfklubben, som ligger i smukke og naturskønne omgivelser dørene op for flere arrangementer for både medlemmer og nysgerrige. Det sker søndag den 6. april med klubbens åbningsmatch og åbent hus den 27. april.
– Det har været en lang vinter, selvom vi spiller hele året i Langelands Golf Klub. Vi har en masse skøn natur, og ser en masse fugleliv på banen herude, så det bliver helt fantastisk, siger klubbens formand Jan Ole Jakobsen og fortsætter:
– Vi håber, der kommer nogle nye medlemmer til vores åbent hus, og vi vil virkelig også gerne have flere yngre mennesker ind. For det er jo helt fantastisk, når vi sidder 40-50 mennesker ude på terrassen derude og hygger os en sommerdag med et glas rosévin, rødvin, øl, eller hvad vi nu sidder og drikker.
Nye faciliteter og jubilæum
Da Langelands Golf Klub startede i år 2000 var det med en gammel togvogn som klubhus. Siden er der sket meget med rammerne, som ud over terrassen også har gode omklædningsrum med badefaciliteter og cafeteria med mobilepay og høflig selvbetjening.
Uden for står den nye garage klar til klubbens golfbuggyer og med skabe, som golfklubbens gæster kan leje til deres udstyr, mens de spiller. Garagen forventes at blive indviet den 27. april.
Den store fejring i 2025 bliver dog Langelands Golf Klubs jubilæum til juli, når den fylder 25 år.
– Vi holder en reception fredag eftermiddag den 4. juli, og lørdag den 5. har vi planlagt en jubilæumsmatch med spisning om aftenen. Det glæder vi os meget til, fortæller Jan Ole Jakobsen.
Søndag den 6. april er der åbningsmatch klokken 9 med fælles orientering klokken 8.30.
Lørdag den 12. og søndag den 27. april klokken 14.00 holder Langelands Golf Klub åbent hus og Golfens Dag.
Der er muligt at spille gratis på Par 3 banen hele april.
