Feature: Et musikalsk liv uden mage

AF JETTE ANTONSEN

 

Hvad med alt det løse? Spørger Jens Holgersen, der er lokal, udøvende musiker. – Det du taler om, er jo kun, hvad man finder i kulturkalenderen. Hans blik er insisterende, og jeg indser med ét, at starten på artiklen må blive en såkaldt læserkontrakt. En opridsning af præmissen for projektet: Nærværende magasins redaktør og jeg beslutter at belyse Svendborgs mangfoldige musikliv. Jeg foreslår, at jeg i oktober turnerer skrivende rundt på spillesteder og barer. Således får læseren indtryk af byens sprudlende musikscene.

 

I fællesskab laver vi en liste over beværtninger og spillesteder, sætter et veltilfreds punktum, ringer rundt og beder om presseadgang, men allerede på rutens tredje stop, løber jeg på Holgersen, og må erkende, at så let slap vi ikke. Ca. 700 koncerter årligt lyder det officielle tal, men hvad med gademusikanterne? De spontane optrædener (ganske sandt tikker der løbende invitationer ind fra små koncertarrangører, jeg ikke kendte til før, da rygtet om projektet begynder at løbe).

 

Hvad med kirkerne? Forsamlingshuset? Godt så! Det bliver et forsøg. Vores bedste bud på en afdækning. Øjensynligt skal man være sibylle for at kende til alt der musikalsk sker i Svendborg, overmenneskelig for overhovedet at nå det. Holgersen nikker tilfreds. Bare jeg får med, at der sker meget mere end hvad der står skrevet i de officielle programmer. Det lover jeg. Som sagt, så gjort.

 

Imidlertid vil jeg blot minde om, at vi befinder os i oktober, og tænker du nu, at det var dog en heftig aktivitet for et ellers roligt efterår. Forestil dig da juni! Med andre ord: Musikken spiller i lille Svendborg.

 

 

RUTEN, TUR-RETUR:

 

Jazz Jam Session og ÅBEN SCENE på Strandlyst

Rutens første stop bliver Strandlyst, der kalder sig et (måske) gammelt sømandsværtshus, men også musikværtshus, og sidstnævnte titel er helt på sin plads. På Strandlyst er der udskænkning og levende musik som minimum en gang om ugen, men i oktober kommer nye initiativer til. Det er dem, vi vælger at besøge.

Onsdag den 8. oktober løber den første Jazz Jam Session af stablen akkurat i forlængelse af vores redaktionsmøde. Redaktøren og jeg starter i samarbejde, og engageret prøver vi da også selv scenen af. I tankerne driver jeg af sted, og ved pludselig ikke om vi er i Svendborg, New York eller Tokyo. Sådan er det med jazz, synes jeg, man glemmer tid og sted. Heldigvis er det fremadrettet muligt både at lytte og spille med hver tredje onsdag i måneden fra kl. 20.00.

Torsdag den 9. oktober er vi på den igen. Nu til arrangementet ÅBEN SCENE. Vært, Sebastian Appel, byder velkommen, spiller et par sange. Der er guitar og klaver til rådighed, 3 numre giver øl i baren. Alle må være med, bare man holder pladsen i køen. Mange dygtige, lokale trubadurer og sangskrivere byder sig til. ÅBEN SCENE afholdes torsdag i ulige uger.

 

 

Irsk jam på Gastropub Børsen
For den uindviede oplyses, at en gastropub er en pub med gastronomiske ambitioner. Men Børsen (i daglig tale) har endnu flere drømme og visioner:

– Selvom vi ikke er et egentligt spillested, står vores dør altid åben for mennesker, der gerne vil gøre brug af vores mange lokaler, oplyser Mette Lindahl, stedets ejer. – Man ringer bare.

Søndag den 10. oktober besøger vi den irske jam, der afholdes hver søndag i ulige uger fra 14.00 – 16.30. Omkring et langbord sidder medlemmerne af foreningen ”Irsk Jam i Svendborg” og spiller tunes. Og så er der de lyttende gæster: En kvinde fortæller, at det er som at besøge en dagligstue, og viser strikketøjet frem, som hun arbejder på, imens violin, bodhran, fløjte osv. lyder i baggrunden.

 

 

Culchie på Spillestedet Harders
Det er nu jeg møder Holgersen. Han er nemlig også bestyrelsesmedlem i foreningen Folk For Folk, der afholder folkemusikkoncerter hver tirsdag på spillestedet Harders.
Den 14. oktober er det bandet Culchie bestående af de 3 garvede musikere Pia Nygaard, Sune Christiansen og irske Denis McLaughlin. Musikken krydrer de med spændende fortællinger, der knytter sig til sangene.

 

Niels Ryde på Giant Steps
I SIMAC’s bygning på havnen i Svendborg holder foreningen Giant Steps til. De afvikler årligt omkring 40 koncerter med jazz- og verdensmusik.
Torsdag den 16. oktober spiller Niels Ryde med projektet Deep Songs, og tilfældet vil, at jeg løber på en gammel ven, der er vokset op i byen, og netop flyttet tilbage igen.

– Giant Steps har betydet meget for mig. Det var unikt, at man kunne høre jazzmusik af så høj kvalitet i byen. Jeg tror virkelig, det lærte mig noget, forklarer Lars-Emil, der i dag selv er jazzmusiker.

 

Salen er fuld af et lyttende publikum. Giant Steps, der i år fejrer 25 års jubilæum, er åbenlyst populært blandt svendborgenserne.

 

 

Café Rouge og de over 100 årlige musikarrangementer
– Sydhavsøerne, som man siger, konstaterer Sigrid, der er bartender på Café Rouge og smiler.
– Ja, det vil jeg gerne skrive om, svarer jeg begejstret. – Altså, hvordan der er sådan en lidt sydlandskstemning hernede, ik’?

 

Så viser hun mig billedet i hjørnet af LE BARON ROUGE i Paris, der er indehaver Jørgen Lundsgårds ynglings café i Paris. Stedet i Møllergade er opkaldt derefter og inspireret deraf. Jo, der er ægte sydeuropæisk stemning på Café Rouge. Og så er der musik hver eneste fredag og lørdag samt en onsdag om måneden. Det giver mere end 100 små koncerter om året. Lørdag den 18. oktober spillede Niels Poulsen og Jens Kock.

 

 

 

Rikke Thomsen i Guldsalen
Med ét bliver featureskrivningen mere personlig, end jeg havde regnet med, for på scene står en jævnaldrende kvinde bag en kulisse, der forestiller hendes teenageværelse. Rikke Thomsens sangskrivning og historiefortælling kredser livsklogt om de år, der langt hen ad vejen gør os dem, vi er, og efter koncerten torsdag den 23. Oktober må jeg bane mig vej gennem menneskemængden hen til merchandise-boden, hvor hun står, for at fortælle, hvor rørt jeg blev.

 

Guldsalen, der er én af Borgerforeningen Svendborgs scener, byder denne aften på intim sangskrivning. Man finder virkelig det hele i byen her, tænker jeg på vej hjem.

 

 

 

Lis Sørensen på Svendborg Teater

– Måske skal du have sådan et skilt om halsen, hvor der står To whom It may Concern, griner Knud Mortensen, Svendborgtidendes fotograf. Redaktøren og jeg havde glemt at skaffe adgang til Lis-koncerten fredag den 31. oktober (hvordan kan man?), men det lykkedes, og jeg lister mig ind på sædet ved siden af Knud.

– Eller bare et pressekort, svarer jeg.

 

Den gamle teatersal er fuld af medsyngende, og til tider dansende publikummer. Lis Sørensen fortæller efterfølgende, at det gamle teater er unikt, fordi kontakten til publikum er så god. Fra scenen kan hun se de fleste, og det er en fornøjelse.

 

Så bevæger Knud og jeg os videre til Kammerateriet, hvor DIRTY BEATS – AC/DC tributeband, spiller (redaktørens band red.). Hvor skulle artiklen her ellers ende?   

 

Og midt i rock og røg og damp står de der pludselig. Lis Sørensens band. Det kunne næsten ikke blive mere efter bogen. Ikke nok er Svendborg kendt for sin musik, ligeledes for sine festende musikere.

– Hørte du, at de syntes, I var fede? Spørger jeg redaktøren, da vi taler sammen et par dage efter.
– Jep! Svarer han. Og jeg tilføjer, at guitaristen, Jonas Krag, roste guitarspillet.

 

Ja, således når vi i mål.

 

Fra (måske) sømandsværthus til Kammerateriet på havnen i Svendborg. Tur-retur. En lille radius på få kilometer fuld af musik og godt humør.

 

Blot en ganske almindelig oktober – og så har vi slet ikke skrevet om alt der, der også skete.

 

 

Foto: Knud Mortensen