En forsmag på året der kommer

LEDER langelandtidende.dk, februar 2025
AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Redaktør langelandtidende.dk
Et nyt år byder på mange nye, spændende oplevelser. Ikke mindst på Langeland, hvor du denne gang får en forsmag på nogle af dem her i magasinet. Allerede i vinterferien, uge 7, vil der være noget for store som små at opleve på hele øen. Og når foråret spirer, så kommer der endnu flere kulturoplevelser. Du kan for eksempel opleve kunst og åbne værksteder og komme til både dragefestival i Spodsbjerg og saunafestival på Strynø. Hold dig opdateret på vores webside, langelandtidende.dk.
Som vi skrev i sidste udgivelse af magasinet, så kommer der meget mere langelandtidende.dk her i 2025. Den store interesse for vores nye lokalmedie på Langeland betyder, at vi udkommer hver anden måned i år. Næste gang bliver allerede til april. Og du kan selvfølgelig altid holde dig opdateret på websiden. Magasinet finder du i dit nærområde på hele øen. Se indeni bladet, hvor du kan hente det helt gratis, når du er hos bageren, hos købmanden, ved mekanikeren eller ude at shoppe i de mange, spændende butikker i Rudkøbing. Vi er alle steder på øen.
Vi er også blevet flere på holdet. Denne gang præsenterer vi en række klummeskribenter, som medvirker til at give et mere nuanceret billede af Langeland og verden omkring os. Vi tør godt afsløre, at flere kommer til i løbet af året. For der bliver nok at skrive om, og fortælle de gode historier fra hele Langeland – også her i 2025.
