Eltrik lyser op midt i gågaden
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Vi skal helt tilbage til 1977 i Longelse, hvor Nils Jørn Petersen startede den el-installatørforretning, som siden 1979 har lyst op som Eltrik midt i Østergade i Rudkøbing. I dag drives Eltrik af hans to børn, Hanne Godthaab Petersen og Christian Godthaab Krogh Petersen, som sætter en ære i at yde ordentlig service og troværdig rådgivning. Det er nemlig ikke en selvfølge i dag, lyder det fra de to indehavere.
– Vi skal altid kunne se vores kunder i øjnene, så vi forsøger aldrig at ’oversælge’ vores produkter, men tilstræber altid at give kunden den bedst tænkelige rådgivning, siger Christian Godthaab Krogh Petersen og giver et eksempel:
– Når vi vejleder om køb af en ny vaskemaskine, oplever vi ofte, at kunden har stor fokus på energimærkningen, og det er jo sådan set godt at have. Men det er samtidig vigtigt at have fokus på ens behov, hvilket kan være meget forskelligt. Vi giver derfor altid en ærlig rådgivning, hvor vi ikke alene ser på, om det er energimærke B eller D, men også om det er en vaskemaskine til familien med fire børn, eller om det er en vaskemaskine til sommerhuset, forklarer Christian Godthaab Krogh Petersen.
Det samme gør sig gældende, når man køber en lampe hos Eltrik. Her handler det også om, at kunden går hjem med en oplevelse af at have fået en god og ærlig service.
– Vi har ikke et kæmpe varelager af lamper, men i stedet et tilpasset udvalg af funktionelle, tidløse og moderne design i alle afskygninger. Når man køber en lampe hos os, giver vi altid kunden den bedst mulige vejledning i forhold til behovet. Der er selvfølgelig forskel på, hvilken funktion lampen skal have og hvordan belysningen ønskes, forklarer Hanne Godthaab Petersen.
’Hele pakken’
Eltrik ligger i Østergade 21 i Rudkøbing, hvor også el-installationsafdelingen hørte til indtil 2022, hvor den lukkede umiddelbart efter, at Nils Jørn Petersen gik bort.
– Det var vigtigt for både os og vores kunder, at vi kunne fortsætte med at tilbyde ’hele pakken’ med levering, montering og bortskaffelse af det gamle, når man havde købt f.eks. sin nye vaskemaskine hos os. Mange kunder kommer igen, da de har været vant til den service, når de køber hvidevarer hos Eltrik. Så i stedet for at have vores egen el-installationsafdeling har vi lavet en samarbejdsaftale med Bønnelykke El til at levere og montere hvidevarer. Og så har de ansat vores tidligere elektriker, som kunderne kender og har tillid til det arbejde, han udfører, fortæller Christian Godthaab Krogh Petersen og tilføjer, at Eltrik er en del af Hvidt og Frit – en frivillig indkøbskæde, som giver en række fordele, og som værner om den lokale forhandler og især den gode service, der har kundens behov i fokus.
