Elsket vartegn fejres med jubilæumsøl og musik

”Svendborg uden M/S Helge, er som København uden Den Lille Havfrue”, Sådan lyder det fra Marianne Carlsen, der har sejlet med skibet hver sommer i 75 år. I år fylder Svendborgs vartegn 100 år.
I 2005 satte Marianne Carlsen en underskriftindsamling i gang for at beholde M/S Helge i Svendborg. I år fejrer byen skibets 100-års jubilæum med jubilæumsøl fra Svendborgsund Bryghus, fest og musik.

AF KIM BASSE

 

Solen skinnede. De mørke år under krigen var allerede glemt. Dengang lå tyskerne i Christiansminde, men nu var alt tilbage ved det gamle. Året var 1947, og Marianne Carlsen stod nu på broen med sin mor. Det var sommer, og her begynder Marianne Carlsens allerførste minde som menneske på denne jord. Og hun husker det, som var det i går.

– Jeg synes, det var så fint, da jeg kom ombord og ud i forstavnen. Det var bare fantastisk, og jeg husker, jeg sagde til min mor, ”nej hvor er det altså flot”. Og så satte vi os og sejlede en tur. Der var jeg altså solgt. Jeg blev simpelthen forelsket i skibet, fortæller Marianne Carlsen om sin første tur på M/S Helge.

Dengang var hun blot 2,5 år. Siden er der løbet meget vand gennem sundet, men kærligheden til det gamle skib forbliver den samme. Også selvom den lille pige i dag er en moden dame på 79 år.

– Helge har fulgt mig lige siden. Jeg har sejlet med den hver sommer i 75 år, og det er lige vidunderligt hver gang. Hvis Helge forsvandt fra Svendborg, ville det være det samme, som hvis man fjernede Tivoli og Den Lille Havfrue fra København eller Eiffeltårnet fra Paris. Jeg knuselsker det gamle skib, siger Marianne Carlsen.

 

Jubilæumsøl med fest og fejring for 100 år på Sundet
Dengang Marianne Carlsen for første gang trådte ombord på M/S Helge, havde skibet kun haft vand under skroget i 23 år. Dåben kom, da Helge for første gang flød fra dokken på J. Ring-Andersen Skibsværft på Frederiksø i Svendborg, den 24. juli 1924.

Både skibsværft og skib må være gjort af noget særligt, for begge parter er her endnu. Og 100-året for Helge bliver fejret med manér med jubilæumsøllen ”M/S Helge 100 år” fra Svendborgsund Bryghus og med fest og musik på kajen dagen igennem den 24. juli 2024.

Selvom M/S Helge er folkeeje i det sydfynske, er det Svendborg Kommune, der formelt ejer og driver skibet. Her glæder borgmester Bo Hansen (S) sig til jubilæumsfesten:

– Jeg har været så heldig at sejle mange gange på Helge. Svendborg Kommune bruger ofte skibet, når vi har gæster på besøg udefra. Det er altid en eventyrlig tur på Sundet i al slags vejr, fortæller borgmesteren og fortsætter:

– Sommerrutefarten giver vores turister mulighed for at opleve vores maritime DNA på egen krop. Og så gør det ikke noget, at de samtidig kan betragte byen, landskabet og øerne fra søsiden. Det giver en anderledes oplevelse af Svendborg, og det er bestemt noget, man bør unde sig selv, siger Bo Hansen.


Svendborgs borgmester Bo Hansen opfordrer alle til at tage en tur på sundet med M/S Helge
(Foto: Christian Dan Jensen)

 

 

’M/S Helges Venner’
Da M/S Helge tog sin jomfrutur, var det som rutefærge mellem Tåsinge, Thurø og Svendborg. Det var før både Svendborgsundbroen og Thurødæmningen kom til. Men selvom mange broer igennem tiden har taget livet af mangt en færgefart i dette land, knækkede det ikke Helge.

Helge sejlede videre, og i dag – 100 år efter – er turen igennem sundet stadig den samme, dog med variationer i forhold til de steder, den lægger til. Men præcis som Marianne Carlsen har M/S Helge trofast holdt sig til de vante vande i Det Sydfynske Øhav.

Det er kun blevet til få afstikkere ud af Det Sydfynske Øhav. Her har Marianne Carlsen selv levet hele sit efterhånden lange liv. Og her er hun tilmed medstifter af venneforeningen M/S Helges Venner for sin 21 år ældre livsledsager.

– Formålet med foreningen er at gøre opmærksom på M/S Helges eksistens. Jeg havde gået og drømt om det i 10 år, inden vi stiftede foreningen. Det er 19 år siden, og i dag er vi er cirka 25 medlemmer og nogle firmaer, fortæller Marianne Carlsen.

”Hvis Helge forsvandt fra Svendborg, ville det være det være det samme, som hvis man fjernede Tivoli og Den Lille Havfrue fra København, Marianne Carlsen
(Foto: Kim Basse)

 

Ville købe skibet for egne penge
Selvom Kærligheden til Helge er stor, så har Marianne Carlsen både været gift og har børn. Men selvom hendes nu afdøde mand indimellem stod over for en hård konkurrent i form af M/S Helge, var der ingen trekantsdrama eller misundelse i forholdet. Tvært imod var han en stor støtte for sin hustru.

Da Det Sydfynske Dampskibsselskab, der fik M/S Helge bygget, siden solgte skibet til Scandlines, sejlede det under deres faner i 14 år, inden det igen blev sat til salg i december 2005. Svendborg Kommune havde sikret sig forkøbsret på M/S Helge, men uvisheden om, hvad der skulle ske med skibet, resulterede i en turbulent tid for Marianne Carlsen.

– Der satte jeg en underskriftsindsamling i gang, hvor jeg fik 5.184 underskrifter på, at Helge skulle blive i Svendborg. Det var godt nok nogle drøje dage, men så sagde min mand til mig, ”du skal ikke være bange for, hvis Svendborg Kommune ikke bruger deres forkøbsret””, fortæller Marianne Carlsen og fortsætter: – For så køber vi Helge, for den skal ikke hernede fra, når du så glad for den”. Og glad, det var jeg, da Svendborg Kommune alligevel købte Helge. Jeg kan slet ikke forestille mig Svendborg uden, siger hun.

I dag er det stadig Svendborg Kommune, der ejer M/S Helge. Og selvom savnet af manden er stort, er der stadig støtte at hente hos Helge. Det var der også, da Marianne Carlsen fik en depression for nogle år tilbage.

– Der sagde min læge til mig, at jeg skulle tage til en psykolog. Det hjalp ikke noget, men det var der noget andet, der gjorde. Helge. For hver gang jeg kommer ombord, og jeg kan mærke den og høre dens motor, er det, ligesom jeg kommer i en tryg og kærlig favn, lyder det kærligt fra Marianne Carlsen.

Spørger man Marianne Carlsen, hvad hun skal på Helges fødselsdag den 24. juli 2024, falder svaret derfor også prompte:

– Der skal jeg sejle hele dagen lige fra klokken 10 om formiddagen og til om aftenen, siger hun med et stort smil.

Det er uvist om Marianne Carlsens underskriftindsamling havde indflydelse på Svendborg Kommunes beslutning om at købe M/S Helge i 2005.

 

Det kan du opleve, når Helge fylder 100:

Udstilling ved Helges kaj – udarbejdet af Svendborg Museum

Lille sejlende udstilling ombord på M/S Helge – omhandlende kærlighed til skibet og sundet.

Svendborgsund Bryghus brygger en jubilæumsøl. ”M/S Helge 100 år”

På selve fødselsdagen den 24/7 er der fest på kajen.

Peder Most Garden tager imod M/S Helge, når skibet anløber Svendborg efter dagens første tur.

På kajen er M/S Helges venner vært ved kaffe og kagemand.

Der er musik på kajen dagen igennem.

 

(Foto: Christian Dan Jensen)

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment