Christian Søgaard modtager Folk For Folk 20 års jubilæumspris

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Sydfyns Folkemusikforening Folk for Folk uddelte i aftes den 2.september 20 års jubilæumsprisen til en person der har gjort sig glædende i folkemusiklivet på Sydfyn.
Prisen er uddelt tre gange siden 2015 og i år gik den til Christian Søgaard.
Tidligere prismodtagere er Ole Rolf Lassen 2015 og Anders Ringgaard 2020.
Foruden æren får modtageren et maleri af Marrian Bødker Larsen og et mindre pengebeløb.
– Da vi i bestyrelsen skulle vælge hvem der skal modtage jubilæumsprisen i 2025, havde jeg selv en kandidat i tankerne. Til min store glæde blev vedkommende straks foreslået og der var hurtigt enighed om, at det var det helt rigtige valg, lyder det fra Jens Holgersen.
Efter prisoverrækkelsen, som forgik på spillestedet Harders på toppen af Møllergade, blev der spillet latinamerikansk dansemusik med Los Originales, som består af nogle af landets mest garvede musikere. Christian Søgaard var naturligvis en af dem.
Fra Grønland til Sydfyn
Christian Søgaard har boet i området i mange år, men var før det allerede meget aktiv indenfor genren. Han startede sin karriere tidligt ved som 12 årig at spille til damegymnastik.
I 1976 købte han sig en harmonika og drog fra fødebyen Sønderborg til et liv som ”Ung pige i huset” i Grønland. Christian Søgaard fik hurtigt styr på det nyindkøbte instrument og spillede med alt og alle, mens han lærte alle de polkaer og sange som man skal kunne for at lave et rigtigt grønlandsk bal. Han var bl.a med til at lave folkemindesamling i sydgrønlandske bygder, ved at samle melodier fra lokale spillemænd. I dag er han en ekspert i grønlandsk musik, som han også holder foredrag om.
Efter årene i Grønland tog han til København for at gå på konservatoriet. Christian Søgaard blev hurtigt ven med Rasmus Lyberth og har sidenhen akkompagneret ham i mange lande. Bl.a. ved en stor koncert i Royal Alberth Hall i London.
Christian Søgaard blev aktiv i Tingluti og blev interesseret i balkanmusik og latinamerikansk musik. Han kom med i et af Danmarks første reggae bands Maui Wowie og han var med til at starte karnevalsbandet Los Originales og det populære band Gypsy Jam.
En dag blev han inviteret i studiet med Poul Dissing og Benny Andersen for i de næste 12 år at være 1/3 af Poul Dissings Trio.
Han flyttede til Lundeborg og kom med i La Danza med den fantastiske sangerinde Marikka.
I 2005 fik han lyst til at prøve ”at stå i midten”. Han dannede Christian Søgaard Trio og fik nu for alvor taget hul på et iboende talent for at synge. Her arbejdede han sammen med tekstforfatterene Rune T. Kidde og Pernille Plaetner om at skrive sjove og poetiske nutidige viser.
Christian Søgaard har de sidste 25 år været overordentlig aktiv i det svendborgensiske musikliv. Han har skrevet bla. Svendborgs ”nationalsang” Musikkens By.
De sidste par år har han ved siden af rigtig mange andre ting, skrevet sange sammen med Anna Birkbøll Jensen udgivet sanghæftet og dannet koret Lille Planet som laver fællessang.
Foto: Knud Mortensen