Blomsterpusher i 25 år

I 25 år har Pia Fischer med kærlige hænder bundet buketter til alle livets begivenheder for rigtig mange mennesker i lokalområdet.
1

AF PIA SKOVSHOVED

 

Da Pia Fischer startede sit blomsterbinderi på Skovvej i Gudbjerg i 1999 havde hun fået det første barn, som kun var et år. Hun indså hurtigt, at det var svært at kombinere børnefamilie med butiksarbejdstider og vovede derfor springet med at starte en forretning hjemme på adressen. Hun var dog ikke sikker på, at indtjeningen var helt i hus, så hun sikrede en fast indtægt gennem et rengøringsjob. Men på kun 14 dage kunne Pia Fischer konstatere, at det løb fint rundt med blomsterbutikken, og nu kunne hun lægge alle sine kræfter i det hun allerhelst ville, nemlig at dyrke, binde, dekorere og sælge alt hvad hjertet og kunderne kunne begære i hendes blomsterverden.

Pia Fischer har altid vidst, at hun ville arbejde med blomster. Interessen groede frem samtidig med, at hun som barn gik hjemme i forældrenes have med fingrene i jorden og dyrkede sin egen blomsterhave. Den massive interesse førte helt naturligt til, at hun kom i lære som blomsterdekoratør hos Kirsten Frandsen i Hesselager.

 

Pias forretningsmodel
byggede fra starten på, at butikken på hjemadressen havde åbent for personlig betjening hver fredag, og hver lørdag kunne kunderne desuden møde Pia på torvet i Svendborg. Torvehandlen har været et vigtig bidrag til indtjeningen, og da Pia Fischer i forbindelse med Coronaen valgte at stoppe med den del af forretningen og i stedet rykke lørdagshandlen hjem, var hun noget spændt på om omsætningen ville falde. Men det viser sig hurtigt, at hun har formået at trække torvekunderne med til Skovvej. Pia Fischer har mange trofaste kunder fra hele landsbyklyngen og en af forklaringerne på det er ifølge hende selv, at ’folk er lige så tro over for en blomsterhandler som de er over for en frisør’.

Ud over at have åbent hver fredag fra 9 – 17 og hver lørdag fra 9 – 12 er der altid åbent for selvbetjening. Desuden er det altid muligt at bestille buketter mm til afhentning.

 

 

Fra auktion til nethandel
Da man selvsagt ikke kan dyrke blomster under vores hjemlige himmelstrøg hele året rundt, er en stor del af Pias varer importerede. Pia Fischer har i mange år startet sin store blomsterbil klokken fire om morgenen og kørt på blomsterauktion på Odense GASA  1 – 2 gange om ugen. Det var lidt hårdt, selv om det var både sjovt og spændende at gå og købe ind i et kæmpe udvalg. Lettere blev det ikke, da Odense GASA lukkede og hun måtte helt til Kolding for at købe ind. Pia er nu gået over til en noget nemmere indkøbsløsning, da hun bestiller på nettet fra Holland og for leveret blomsterne lige til døren.

 

Hjemmedyrket pyntegrønt
Anderledes ser det ud med pyntegrønt. Her har Pia Fischer valgt en billig og bæredygtig løsning, idet hun har to tønder land, hvor hun dyrker f.eks laurbær, buksbom, Sct. Hans urt mm. Desuden dyrker hun med god hjælp fra sin mand Jacob en mark med georginer og en plantage med grantræer. Det er blevet en stor hobby for begge.

– Jeg elsker, når jeg bare kan gå ned og hente en kurv med pyntegræskar, siger Pia Fischer.

 

Inspirationen
inspirationen henter hun mange steder fra, bl.a. der, hvor mange andre henter inspiration, nemlig Pinterest, og efter 35 år i faget kan hun stadig tænke ”wauw” , når hun finder nye måder at sammensætte farver på.
Forretningen udvalg afslører, at Pia Fischer elsker det rustikke og det naturlige. F.eks. er det sjældent, at hun sælger glaserede ting.

Hun har altid haft stor glæde af at have kursister, og hvis man skulle få lyst til at blive inspireret af Pia Fischer, kan man melde sig til blomsterbindingshold i Gudbjerg Husflid. Her underviser hun både børn og voksne.

 

Gode hjælpere
Ganske vist er blomsterbinderiet på papiret en enmandsvirksomhed, men det havde ikke været muligt at drive forretningen uden hjælp fra den ”gamle” læremester Kirsten Frandsen, og ved juletid, hvor der er ekstra travlt, hjælper hendes mor Any også til. Ægtefællen Jacob har netop taget et års orlov for at give hus og forretning et boost og bidrage til at skabe en mindre travl hverdag.

Om fremtiden siger Pia Fischer, at hun vil arbejde med blomster så længe hun kan. Det er et dejligt job, hvor hun frit kan planlægge sin tid. Men det er et hårdt og travlt job, og hun tænker på at drosle lidt ned, for at give mere plads til venner og familie.

Vi lader Pia Fischer slutte med disse ord:

– 25 år kan man godt være stolt af, og man bliver glad over, at folk er så gode til at handle lokalt, smiler hun.

Stort tillykke med jubilæet, som blev markeret d. 27. september.

 

Foto: Marianne Tolstrup

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment