Arkitektstuderende besøger Langeland for at skabe plads til naturen

En gruppe arkitektstuderende fra Det Kongelige Akademis arkitektskole i København besøger Langeland 2. og 3. oktober 2024.
Ideen med besøget er en visionær opgave i at gentænke øens arealanvendelse og skabe mere plads til naturen.
1

Hvordan kan Langeland forene bosætning, regenerativ landbrugsproduktion og bæredygtig arealforvaltning? Således baggrunden for besøget, som skal udmunde i at udvikle konkrete løsningsforslag. Projektet, der tager afsæt i den aktuelle klimadagsorden, vil undersøge hvordan nye produktionsformer kan gå hånd i hånd med en forbedring af biodiversiteten og en bæredygtig fremtid for øens beboere.

 

 

Prisopgave med en samlet præmiesum på 135.000 kr.
Som en del af  projekt ”Vandets veje”, (finansieret af Dreyers Fond og Statens Kunstfond) har Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter udskrevet en prisopgave med en garanteret førstepræmiesum på 75.000 kr. for tre potentielle naturprojekter på Langeland, hvor studerende og nyuddannede kan indsende forslag frem til 31. januar 2025.

– Vi efterlyser visioner for det fremtidige landskabs- og bybillede, som I drømmer om at leve i engang i fremtiden, udtaler Boris Brorman Jensen fra Det Kongelige Akademi for Arkitektur, Design og Konservering. Mere overordnet vil man gerne se bud på visioner for en ny alliance mellem vores bosætningsformer, dyrkningslandskaber, vand og naturressourcer.

– Helt konkret ønsker vi at se inspirerende, nytænkende og bredt appellerende forslag til scenarier for 2050 på tre udvalgte områder på Langeland, fortæller Boris, som forklarer at de tre naturprojekter skal fungere som pejlemærker for udviklingen af fremtidige bæredygtige landskaber på Langeland. Konkurrencen er åben for studerende og nyuddannede arkitekter, og projektet kan følges på Arkitektforeningens hjemmeside.

Borgmester i Langeland Kommune Tonni Hansen ser frem til de studerendes besøg og er begejstret for, hvad det kan betyde for Langeland:

– Det er en unik mulighed for os at få friske bud på, hvordan vi kan integrere naturen endnu mere i vores hverdag og på den måde bidrage til både biodiversitet og livskvalitet. Jeg håber, at de indsendte forslag vil inspirere os til at tænke anderledes om vores fælles landskaber, lyder det fra Tonni Hansen.

Arkitektstuderende skal under besøget på Langeland udvælge områder til deres semesteropgave, som handler om regenerative produktionsformer og bosætning. De vil arbejde tæt sammen med lokale aktører og fagfolk for at skabe innovative løsninger, der forener økologi, arkitektur og landbrug. Under besøget på Langeland skal de studerende møde Sandra Enøe Mashoff-Køgelbø fra Langeland Kommunes Plan og Byg og blandt andet besøge Andersens Maskinstation, Hyben Vital og Calendula Permakultur.

For yderligere information om prisopgaven ”Udsyn – ekstra”, besøg Arkitektforeningens hjemmeside.

 

 

Baggrund
Arkitekternes projekt er en del af semesteropgaven for faget “Regenerative Produktionsformer”, hvor de studerende skal komme med bud på, hvordan man kan gentænke brugen af landbrugsjord og bosætning i en tid, hvor klimaforandringer og miljøhensyn spiller en stadig større rolle. Turen til Langeland markerer et vigtigt skridt i at forbinde teoretisk viden med konkrete løsningsforslag​

 

Foto: Knud Mortensen

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment