ÆrøXpressen fejrer første Fynbus-afgang fra færgehavnen i Rudkøbing

Mange langelændere var mødt op med flag ved færgelejet i Rudkøbing, da ÆrøXpressen før jul 2019 ankom på sin jomfrurejse fra Marstal med passagerer – søndag markeres første afgang med regionalbus

IMG_1892

AF ERIK JØRGENSEN

 

For ÆrøXpressen, livlinen mellem Marstal og Rudkøbing, skriver søndag 4. august sig ind som et helt særligt kapitel i færgeselskabets nu snart fem-årige historie.

ÆrøXpressen bliver så at sige en del af Fynbus’ nye A-net, fordi regionalbusserne i den nye køreplan kører helt ned til færgehavnen – og ikke kun til busterminalen på Ringvejen i Rudkøbing – på alle afgange.

 

 

– Efter snart tre års forhandlinger med Fynbus og regionale politikere er det endelig lykkedes at få Fynbus til at genoptage direkte buskørsel fra Færgehavnen i Rudkøbing til Svendborg og Nyborg, forklarer Henrik Schlotfeldt, direktør og chefskipper i ÆrøXpressen, i en invitation til de langelandske lokalpolitikere om at deltage i “en lille fest” på færgehavnen for at markere “første busafgang”.

Langeland Brass Band vil, som det også var tilfældet ved dåben af den nye færge i Marstal i november 2019, spille, når ÆrøXpressen ankommer til Rudkøbing klokken 9.20, og ønske god tur, når de første færgepassagerer stiger i regionalbussen med afgang klokken 9.51.

– Ambitionen for Fynbus er, at det nye A-net skal forbedre sammenhængen mellem land og by, og mellem Fyn og de øvrige landsdele. Med det nye A-net bliver det i højere grad muligt at rejse på tværs – ikke bare på Fyn og øer – men faktisk i hele landet. A-nettet hjælper ikke bare kunderne fremad, men også videre, hvilket alt andet lige kan være en gevinst i forhold til erhvervsliv, bosætning og turisme, har Fynbus-direktør Rasmus Bach Mandø tidligere givet udtryk for.

Den håndsrækning til Marstals selvforståelse som søfartsby med færgeforbindelse til fastlandet er hørt hos ÆrøXpressen:

– Det fejrer vi med en lille fest på havnen i Rudkøbing, inviterer skipper Henrik Schlotfeldt.

 

 

Ny køreplan fra søndag 4. august:

Rute 900A/930-932 skifter navn til Rute 900A mellem Rudkøbing, Svendborg og Nyborg.

Rute 900A kører på hverdage med to afgange i timen i myldretiden (kl. 7-8 og kl. 14-18) og én afgang i timen på øvrige tidspunkter.

Lørdage og søndage kører ruten med én afgang i timen.

Ruten kører til Rudkøbing Færgehavn på alle afgange.

 

Program søndag 4. august på Rudkøbing Færgehavn:

9.20: ÆrøXpressen ankommer, Langeland Brass Band byder velkommen, fælles morgenbord med kaffe og brød. Taler.

9.51: Regionalbussen har første afgang fra færgehavnen med trompetfanfarer, hurraråb og viftende Ærø- og Dannebrogsflag.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment