Ærgelse vendt til glæde og stolthed: Renovering af mølle hædret

AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
RUDKØBING: Store Bededag i 2023 blev ikke nogen mindeværdig en af slagsen for folk, tilknyttet Rudkøbing Bymølle. Den ene vinge brækkede i stormen, der hærgede denne dag, så købstadens vartegn mistede sin storhed. Men nu er mundvigene anderledes opadgående hos folkene både i den selvejende institution Rudkøbing Bymølle, der ejer møllen, og hos Bymøllelauget, som står for maling, rengøring, varetager åbningstider, stiller med folk til andre praktiske opgaver, med videre.
– Vi satte os sammen i de to bestyrelser efter stormskaden for at finde ud af, hvordan vi skulle håndtere situationen. En ting var at få bragt vingen ned, for det så ikke kønt ud. Noget andet var både økonomisk og praktisk at få bragt møllen ordentligt i stand igen, fortæller Palle Melchiorsen, der er formand for Bymøllelauget.
På tilsvarende vis er Ole Olsen formand for den selvejende institution Rudkøbing Mølle.
Bymøllen er nu bragt tilbage til fordums storhed, og for nylig modtog møllen en fornem hæder i form af Bygnings- og Anlægspræmiering for 2025, uddelt i et samarbejde mellem Langeland Kommune og Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø.
– Nogen har indstillet os til prisen, andre har valgt os, og det er vi naturligvis stolte af. Møllen knejser nu igen over hele Rudkøbing, fastslår Palle Melchiorsen.
Prisen blev uddelt på ”Arkitekturens Dag” den 6. oktober.
Renoveringen blev markeret tidligere i år, 16. maj, med en genindvielse.

4,2 millioner og en masse knofedt
Men før man kom så vidt, skulle der et omfattende arbejde til. Der er bevilget et samlet beløb på 4,2 millioner kroner fra syv store fonde. Andre har bidraget med midler til en ny og permanent udstilling om møllen, konstruktionen og historien, og endelig har 10-15 frivillige udført en masse fysisk arbejde.
Det er møllebygger Christoffer Palle fra Lolland i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, som har gennemgået møllekonstruktionen og udarbejdet renoveringsprojektet, som også har betydet, at hatten kan krøje (dreje) igen. Ligeledes er omgangen repareret, der er lagt nye gulve i stuetagen og kværnloftet med mere.
Projektet har også resulteret i et lille selvstændigt hus uden for selve møllebygningen.
Bymøllelauget har 135 medlemmer, men vil gerne have flere.
Der er gratis adgang til møllen, som i juli og august har holdt åbent to dage om ugen i to timer hver. Der har været adgang alle dage i efterårsferien, og møllen vil også være mulig at besøge ved arrangementet ”Lys i mørket”.
– Vi har ikke opgjort det præcise antal besøgende, men det ligger nok på i hvert fald de 1200 siden genåbningen, oplyser Palle Melchiorsen.
Som en sideeffekt af renoveringen vil det være muligt at dreje vingerne. Dette arbejde forestår frivillige, som kaldes ”vingepiloter”.
– Vi har fire til at udføre det og søger flere. Det er ikke raketteknologi, og man skal ikke ud at klatre på vingerne. Man skal have lyst, og så vil man blive oplært, nævner Palle Melchiorsen.
Nu skulle bymøllen kunne holde i mange år. Man skal blot sørge for at få placeret vingerne op mod vinden, når det blæser voldsomt op.
Foto: Michael Strange Lorenzen







