Fra møbelhus til helhedshus - 10 år med mennesker i centrum

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Tæt på toppen af Tåsinge ligger et hus, som mange lokale stadig husker som den gamle møbelforretning. I dag er der hverken sofaer eller spiseborde til salg. Til gengæld er huset fyldt med mennesker, samtaler, behandlinger, foredrag og idéer om sundhed og trivsel.
Den 1. september 2016 åbnede helhedsHUSET dørene. Nu fylder huset 10 år.
Nogle af dem, der i dag kommer ind ad døren til helhedsHUSET, har faktisk været her før. Som undre eller om barn sammen med deres forældre, dengang huset var møbelforretning. Selve møbelsalget lukkede for omkring 30 år siden, men huset fortsatte med at leve sit eget liv. Der blev blandt andet ompolstret møbler helt frem til dagen før Susanne overtog huset i december 2016.
Det er en historie, Susanne holder af. For huset har endnu en gang skiftet liv.
Denne gang var det ikke møbler, der skulle have nyt liv, men mennesker, der skulle have et sted, hvor forskellige veje til sundhed kunne mødes.
Et hus født ud af noget meget personligt
Idéen til helhedsHUSET opstod ikke på et blankt stykke papir.
Susanne havde selv oplevet alvorlig sygdom med to hjerneblødninger og senere stress. Hun havde mærket på egen krop, hvor komplekst et menneske kan være, og hvor svært det kan være at finde rundt i forskellige tilbud og fagligheder, når man har brug for støtte eller hjælp.
Hun savnede et sted, hvor forskellige tilgange kunne være samlet.
Og hun savnede især et fællesskab, hvor behandlerne ikke skulle konkurrere om at holde på kunderne.
– De behandlerfællesskaber, jeg kendte, var ofte steder, hvor man højst drak kaffe sammen. Der var ikke nødvendigvis noget egentligt samarbejde. Jeg ønskede noget helt andet. Jeg ønskede, at vi skulle kunne sende kunden videre, hvis en anden kunne hjælpe bedre, og at vi skulle blive klogere ved at dele vores viden, siger Susanne Gregersen.
Et møde med den overlæge, der opererede Susanne efter hendes sidste hjerneblødning, satte for alvor gang i tankerne om at skabe huset.
Det blev begyndelsen på en idé, der skulle blive langt større, end hun selv havde forestillet sig.

Ni måneder, arbejdstøj og en lille smule nervøsitet
Det tager som bekendt ni måneder at lave et barn.
– Jeg har en dejlig datter – og det her blev mit andet barn, fortæller Susanne med et smil.
Der skulle arbejdes, før huset var klar.
Alt var mørkt, hessian og brunt.
Derfor ventede der Susanne og familien en ganske omfattende opgave, hvis huset skulle forvandles til det lyse og indbydende sted, hun havde set for sig.
Størstedelen af ombygningen lavede familien selv, og det blev til mange lange dage i arbejdstøj.
Susanne har aldrig været bange for at springe ud i noget nyt. Men omkring halvvejs begyndte en følelse, hun ikke kendte så godt, at snige sig ind.
Nervøsiteten.
For nu var det ikke længere bare hendes egen idé. Hun havde holdt møder med interesserede behandlere, og interessen var stor.
– Pludselig gik det op for mig, at det her var større end mig. Og det virkede faktisk lidt overvældende.
Ni måneder efter stod huset klar.
Den 1. september 2016 åbnede helhedsHUSET med ti behandlere.
”De har hver deres sandhed”
Inden åbningen havde Susanne været på iværksætterforløb. Her fik hun på et tidspunkt et råd, som hun siden har tænkt en del over.
Det er for svært at have med forskellige behandlere at gøre, lød rådet.
De ville aldrig kunne blive enige. De havde hver deres sandhed.
Det blev næsten en udfordring.
For Susannes drøm var netop at skabe et sted, hvor forskellighed ikke var et problem, men en styrke.
– En af mine største ønsker har været at skabe et fællesskab med respekt og åbenhed – uden fordømmende meninger. Der er kunder, der passer til os alle.
Og jeg mener der er en kæmpe styrke i ikke at være ens… det gør samarbejdet spændende og lærerigt.”
Ti år senere er hun stadig glad for, at hun ikke fulgte det gamle råd.
– Det er lettere at samarbejde, når man kender hinanden. Vi sender kunden videre, hvis det gavner kunden. Og vi bliver klogere, når vi deler vores viden.
Måske er det netop dét, der gør helhedsHUSET til mere end en adresse med flere behandlere under samme tag.

En uddannelse, der aldrig slutter
Når man driver et hus med mange forskellige behandlere, følger der en lidt uventet bonus med.
Man lærer en hel masse.
– Det har virkelig været en uddannelse i sig selv – ved siden af alle de uddannelser, jeg selv har taget i årenes løb.
For Susanne er det ikke nok bare at vide, hvem der arbejder i huset. Hun vil også gerne forstå, hvad de laver, så hun kan fortælle kunderne om mulighederne og hjælpe dem med at finde den rigtige vej.
Men det handler ikke kun om faglighed.
– Det er også spændende at møde mennesket bag behandleren og mærke den ild, der brænder.
Og den nysgerrighed er stadig intakt efter 10 år. Lige nu er en Heilpraktiker blevet en del af huset, og dermed er endnu et fagområde kommet til, som Susanne selv er i gang med at dykke ned i.
Da hele verden lukkede ned
Corona blev et voldsomt bump på vejen.
helhedsHUSET måtte lukke ad flere omgange, og det var naturligvis en økonomisk byrde, når man ikke kunne have kunder i huset og dermed ikke kunne tjene penge.
Men der var også noget andet, der gjorde ondt.
– Det var trist at høre, at vores kunder måtte køre forbi huset og videre til andre behandlere, fordi nogle behandlinger kunne fortsætte under reglerne for sundhedspersonale. Her stod vores hus bare tomt.
Corona blev samtidig en slags skillelinje i HUSETs historie.
Nogle behandlere fandt ud af, at de ønskede at gå en anden vej. Andre mennesker fik under eller efter Corona mod på at følge en drøm, de havde gået med.
Derfor er helhedsHUSET i dag på mange måder nyt sammenlignet med tiden før Corona.
Men for Susanne blev det endnu en påmindelse om, at et hus som dette hele tiden skal kunne udvikle sig.

Mere end behandling
Gennem alle 10 år har helhedsHUSET, udover at tilbyde behandling og terapi, også været et sted for foredrag, workshops og forskellige forløb.
For Susanne handler sundhed ikke kun om at få hjælp, når noget allerede er gået galt.
Hun vil gerne give mennesker viden, inspiration og motivation til at tage et større ansvar for deres egen og familiens sundhed.
– Det er muligt, at vi f.eks. ønsker at spise sundere eller tage de rigtige tilskud. Men hvis vi ikke lærer noget om det, bliver gjort opmærksomme på, hvor let det faktisk kan være, eller får et nyt og friskt syn på det, så er det svært at ændre vores vaner. Menge har også brug for støtte og opmærksomhed i den proces.
Derfor arbejder helhedsHUSET også mere og mere med forskellige test og undersøgelser.
For nogle mennesker kan det være lettere at holde fast i en ny vane, når de kan se resultatet sort på hvidt.
”Det er bare lettere at holde fast i et vaneskift, hvis man kan se, hvordan det hjælper kroppen til at være sund og måske være med til at forebygge, at man bliver syg.”
Det handler ikke om at gøre mennesker bange for sygdom.
Det handler om at give dem viden nok til at kunne gøre noget.
Noget af det gamle lever stadig
Nogle ting har været med fra begyndelsen.
Mindfulness har gennem årene været en fast del af huset, og både stress- og slankeforløb har været en del af helhedsHUSETs tilbud siden de første år.
Men selv om noget har 10 år på bagen, betyder det ikke, at det står stille.
Mindfulnessforløbet er blandt andet blevet videreudviklet med mentalisering, som giver deltagerne mulighed for ikke bare at øve sig i at være mere nærværende, men også at blive klogere på egne reaktioner og på relationerne til andre mennesker.
– Jeg tror ikke så meget på quickfixes. Vi mennesker kan godt få en masse gode råd og gå hjem med de bedste intentioner. Men hvis vi ikke forstår, hvorfor vi gør, som vi gør, er det svært at ændre noget.
Forløbene betyder noget særligt for Susanne. Der er et særligt nærvær og en vedkommenhed, som giver både kursisterne og hende selv en masse ud over selve temaerne.
Når mennesker mødes uge efter uge, bliver der tid til at opdage noget nyt om sig selv og måske langsomt øve sig i at gøre tingene en smule anderledes.
Næring for livet
Efter 10 år er der stadig nye kapitler på vej.
Senest har helhedsHUSET investeret i hyperbar iltbehandling, hvor behandlingen foregår i et trykkammer med et let overtryk og ren ilt.
For Susanne giver det god mening, at huset bevæger sig endnu længere ind i arbejdet med kroppens behov og muligheder.
– Jeg har altid været nysgerrig på, hvad der kan hjælpe mennesker til at få det bedre. Og jeg tror ikke på, at der findes én løsning, der passer til alle.”
HBOT står derfor heller ikke alene. At se 360 grader rundt om det menneske, der sidder foran en giver god mening. Det kalder Susanne Næring for livet.
At se på mennesket fra flere sider – kost, livsstil, mental trivsel, undersøgelser, behandlinger og de muligheder, der kan være relevante for det enkelte menneske.
Det er endnu en brik i det puslespil, som helhedsHUSET har været i gang med at lægge siden 2016.
10 år – og faktisk ret stolt
I dag består helhedsHUSET af otte behandlere, som tilsammen tilbyder mere end 20 forskellige behandlinger.
Når Susanne selv skal gøre status efter de første 10 år, er der især én følelse, der fylder.
Stolthed.
– Jeg er bare mega stolt over, at vi rent faktisk er her efter 10 år.
Men lige bagefter kommer taknemmeligheden.
– Jeg er så utrolig glad for de dejlige kunder og kolleger, jeg ser hver dag i helhedsHUSET. Der er mange smil og mange små snakke.
For måske er det i virkeligheden noget af det vigtigste.
At et hus ikke kun består af vægge, behandlinger og faglighed.
Det består også af mennesker.
De næste 10 år
Planen er ikke at gøre helhedsHUSET til et kæmpestort hus med flest mulige behandlere.
Der må meget gerne komme et par behandlere mere til. Der skal arbejdes endnu mere med test og undersøgelser og med forebyggelse – ikke mindst når det gælder livsstilssygdomme og stress.
Men fremtiden handler først og fremmest om at blive bedre til det, der var hele idéen fra starten.
At tilbyde god behandling og terapi. At samle viden og at dele ud af den.
At gøre det lettere for mennesker at få den viden, inspiration og motivation, de har brug for til at tage ansvar for deres eget liv og deres egen sundhed.
Og så skal de rigtige mennesker fortsat ind ad døren.
– Jeg er altid åben for nye behandlere og terapeuter i huset. Selve behandlingsformen er ikke det allervigtigste. Det er mennesket og lysten til fællesskabet og til at udvikle det bedste hus for vores kunder.
Måske er det også derfor, Susanne ikke har en helt færdig plan for, hvordan helhedsHUSET ser ud om 10 år.
Det skal udvikle sig sammen med menneskene i og omkring det.
Og hvis hun skal beskrive ambitionen med ganske få ord, har hun et lille regnestykke:
2 + 2 skal helst blive mindst 5.
For når forskellige mennesker, fagligheder og erfaringer bringes sammen, kan resultatet blive større end summen af delene.
Det var drømmen for 10 år siden.
Og det er stadig drømmen i dag.
Vi prøver noget nyt
Når man har eksisteret i 10 år, kunne man måske godt læne sig lidt tilbage og klappe sig selv på skulderen. Men det ligger ikke helt til helhedsHUSET. Her er nysgerrigheden stadig i højsædet, og derfor prøver huset noget nyt i forbindelse med fødselsdagen: en rigtig fredagsbar.
Fredag den 18. september bliver dørene åbnet, når arbejdsugen er ved at være slut, og der bliver inviteret indenfor til et par timer med musik, mennesker, bobler, snacks og noget at tænke over.
Aftenens gæst bliver Joan Ørting, som vil holde et oplæg. For Susanne bliver det et særligt gensyn. Hun har nemlig taget sin uddannelse som selvværdsterapeut hos Joan og kender derfor både hendes faglighed og hendes evne til at få mennesker til at stoppe op og kigge lidt på sig selv.
Christina Funch står for musikken, og Susanne vil fortælle lidt om helhedsHUSETs første 10 år – om huset, menneskene, idéerne og ikke mindst tankerne om de kommende år.
Og så er der selvfølgelig det vigtigste ved en fredagsbar: Man må gerne komme uden et bestemt formål. Man må gerne bare være med. Drikke et glas bobler, få en snak, grine lidt, lytte til musik – og måske bare blive hængende…
Det er ikke tænkt som en traditionel reception med et snorlige program. Mere som en fredag, hvor helhedsHUSET inviterer indenfor og siger:
– Kom ind. Lad os fejre, at vi har været her i 10 år – og at der stadig er masser af liv tilbage i huset.
10 år skal selvfølgelig fejres med 10 oplæg
I løbet af hele september inviteres kunder og andre interesserede til 10 forskellige oplæg for kun 10 kroner stykket.
Der bliver mulighed for at blive klogere og gå hjem med nye perspektiver efter gode og hyggelige aftner i selskab med forskellige behandlere og terapeuter.
For selv efter 10 år er idéen den samme:
Mere viden. Mere nysgerrighed. Mere ansvar for egen sundhed. Og et hus, hvor mennesker ikke behøver være ens for at arbejde sammen og give mere helhed til flere.
Foto: helhedsHUSET og Christian Dan Jensen







