I en tid med fronter vælger RESONANS nysgerrigheden

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Kan en dannelsesfestival være relevant i en tid, hvor alle forventes at vælge side? På RESONANS er svaret ja. Derfor afholdes RESONANS Dannelsesfestival for sjette gang – en festival, der insisterer på nysgerrighed frem for polarisering.
Den 22. august samles omkring 2.000 deltagere fra hele landet på Oure Idrætshøjskole. Her mødes forskere, kunstnere, forfattere, musikere og samfundsdebattører ikke for at vinde debatter, men for at gøre os klogere.
Festivalen er inspireret af sociologen Hartmut Rosas begreb om resonans – idéen om, at mennesker udvikler sig gennem møder, hvor verden svarer igen, frem for blot at bekræfte egne holdninger.
– Dannelse handler ikke først og fremmest om at få ret, men om at blive klogere. Det kræver, at vi lytter til mennesker, vi ikke nødvendigvis er enige med, siger festivalens initiativtagere.
Et alternativ til tidens debatkultur
RESONANS blev skabt som et alternativ til en debatkultur præget af fronter og positioner. I en tid, hvor algoritmer og ekkokamre ofte former vores samtaler, er behovet for dannelse og nuancer større end nogensinde.
– De vigtigste spørgsmål i livet kan sjældent afgøres af et argument eller en meningsmåling. Derfor skaber vi et sted, hvor man kan møde kunst, videnskab og samfundsdebat uden på forhånd at vide, hvad man mener bagefter, siger Jasper Gramkow Mortensen, forperson for den frivillige bestyrelse.
Festivalen har gennem årene haft besøg af en lang række markante stemmer fra dansk kultur- og samfundsliv. Fælles for dem er ikke, at de mener det samme, men at de har noget på hjerte.
Ambitionen er at gøre dannelse tilgængelig for flere. Derfor holdes billetpriserne lave, og festivalen drives som et non-profit projekt af frivillige kræfter.
– Resonans er ikke fravær af uenighed. Resonans er viljen til at lade sig påvirke af den.
Foto: HIPPO Productions







