Sommerens SvendborgMagasin ude nu!

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Der findes masser af brochurer, som fortæller, hvor smukt Svendborg og Sydfyn er. Og ja – de har jo ret.
Men det er ikke den historie, vi gerne vil fortælle.
Det nye SvendborgMagasin er netop udkommet, og allerede nu kan du læse det på svendborgtidende.dk. Fra næste weekend og gennem uge 29 finder du det også gratis en lang række steder rundt omkring i Svendborg.
Denne gang har vi valgt at sætte fokus på Svendborg som feriemål. Ikke med flotte overskrifter fra et turistbureau, men med fortællinger fra mennesker, der rent faktisk bor her.
Vores journalister – og ikke mindst de mange frivillige skribenter, som heldigvis har lyst til at dele deres kærlighed til området – fortæller om deres egne yndlingssteder, små hemmeligheder og de oplevelser, som gør, at man aldrig helt bliver færdig med Svendborg og Sydfyn.
Det er den slags historier, jeg selv holder mest af. De ærlige. De personlige. Dem, man ikke kan google sig til.
Forsiden er viet til et eksklusivt interview med Rottefælde Revyens direktører, Mikkel Schrøder og Christine Astrid. De overtog revyen i 2021 og fortæller med stor åbenhed om, hvordan et eventyr blev til et livsværk. Om traditioner, ansvar, knofedt – og om kærligheden til en institution, der betyder meget for hele Sydfyn.
I magasinet finder du også et stort tillæg om vores gode naboer på Midtfyn. Det er nemlig langt fra tilfældigt.
Mens mange i mediebranchen har travlt med at fortælle, at papiravisen er død, har vi valgt at gøre det stik modsatte. Vi tror stadig på lokale medier. Vi tror på de nære historier. Og vi tror på, at mennesker gerne vil læse om det, der sker lige dér, hvor de bor.
Derfor udvider Sydfynske Media nu med MidtfynsAvisen, som fra august bliver omdelt til mere end 13.000 husstande. Samtidig vil alle historier naturligvis også kunne læses gratis på midtfynsavisen.dk.
For os handler det ikke om papir eller skærm. Det handler om indhold. Om lokale mennesker. Om fællesskab. Om at fortælle de historier, som ellers risikerer aldrig at blive fortalt.
Jeg håber, du vil tage godt imod det nye magasin. Læs det online allerede nu – eller tag et eksemplar med hjem, når du møder det rundt omkring i byen i den kommende uge.
God sommer og læselyst.
Klik på billedet og læs magasinet online








