Af og til siger de fra, så det kan høres

AF MICHAEL LORENTZEN
LANGELAND/STRYNØ: Selv om Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø af og til siger fra, så det kan høres, er foreningen omhyggelig med, hvilke sager den går aktivt ind, hvis der er tale om modstand mod planerne. Det fastslår foreningens formand, Peter Dragsbo, hvor man lige nu er nøje opmærksom på et eventuelt byggeri på det areal i Rudkøbing, der kendes som Sportsgrunden.
Bevaringsforeningen frygter, at et nybyggeri kan ende med at bestå af tre- eller firkantede huse i seks-syv etager, påpeger Peter Dragsbo.
– Selvfølgelig ser vi helst et byggeri på tre-fire etager, men det er ikke i sig selv en højde på måske 20-24 meter, der er problemet, hvis ellers det bliver et flot byggeri med tegltag. Men den anden løsning med tre- eller firkantede kasser vil vi gå imod, for man skal huske på, at byggeriet kommer til at ligge klos op den vigtigste indfaldsvej til Rudkøbing, og det vil ikke være en værdig ankomst til byen, nævner formanden.
– Så vores håb er, at der kommer flere bud fra mulige interesserede, og at kommunen ikke skal være forpligtet til at tage det økonomisk højeste bud, men kan vælge det, som passer bedst til området og til helhedsindtrykket for byen, tilføjer han.
Peter Dragsbo ved godt, at ikke alle har været begejstret for bevaringsforeningens engagement i sagen.
– Men der har været forhandlet i et år uden, at offentligheden har været inddraget, så det er fuldt berettiget, at vi siger fra, når vi har fået kendskab til planerne, nævner formanden.
Erfaringer fra andre steder i Danmark skræmmer Bevaringsforeningen.
– Så har man set eksempler, hvor en bygherre er gået ind for at påvirke kommunen med ønsker om at bygge en etage ekstra oven på i forhold til det, der først er projekteret. Og måske også siger, at der alligevel ikke er råd til et grønt areal, som ellers har været planlagt. Derfor skal vi virkelig holde godt øje med, hvad der sker på Sportsgrunden, nævner Peter Dragsbo.
Sportsgrunden ligger i øvrigt tæt på den gamle Rudkøbing Skole, hvor den såkaldte 1923-bygning for nogle år siden blev bygget om til lejligheder.
Fik Rema til bymidten
Andre gange, hvor Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø har ladet høre fra sig, har været omkring etableringen af et Rema 1000-supermarked i Rudkøbing.
– Her undgik vi at få Rema 1000 bygget uden for bymidten til skade for handelslivet. Flertallet skiftede jo i kommunalbestyrelsen omkring dette punkt efter valget i 2021, nævner Peter Dragsbo.
I stedet endte Rema 1000 som bekendt med en placering i den ledige supermarkedsbygning ved Grønnegården, som Aldi forlod, da den tyske kæde trak sig helt ud af Danmark.
Også et muligt højhus på havnen var Bevaringsforeningen imod.
– I stedet ser vi gerne og håber på, at der snarest udarbejdes en helhedsplan for havnen, og vi glæder os i øvrigt over det arbejde, som lægges i at bevare de gamle fiskerhuse ved fiskerihavnen.
Bortset fra disse eksempler har Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø et glimrende samarbejde med kommunen, især teknisk forvaltning, understreger Peter Dragsbo.
Det sker blandt andet via de såkaldte kulturmiljø-bedømmelser, en konkret metode, som både Bevaringsforeningen og Langeland Museum anvender.
– Det er stadiet lige under en lokalplan, og derfor kan indholdet let indarbejdes, når det laves lokalplaner. Metoden er blandt andet brugt i Hennetved, Lohals og Strynø by, oplyser Peter Dragsbo.
Yderligere projekter kan være på vej.
– Vi har foreslået fire-fem projekter og ser frem til et snarligt møde mellem teknisk forvaltning, museet og os i Bevaringsforeningen, hvor vi kan komme ind på, hvem der skal tage sig af hvilke opgaver Der er jo ingen grund til, at flere kigger på det samme.
Bevaringsforeningen har haft et opadgående medlemstal de senere år og ligger lige nu på 105. Der er også ture og andre arrangementer, senest en tur til Ærø med besøg i både Marstal og Ærøskøbing.
Foto: Michael Lorentzen







