Ny uddeler: Fremgang skal gavne alle brugser på Langeland

AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
RUDKØBING: Med det nye samarbejde mellem fem af Langelands seks brugser skal der tænkes i helheder. Der må gerne være en hyggelig, intern konkurrence imellem uddelerne, men man skal huske på at hjælpe hinanden og sørge for at bevare butikkerne. Det fastslår den forholdsvis nye uddeler for Super Brugsen Rudkøbing, Lasse Petersen.
– Det er ikke livsnødvendigt i den nuværende situation, at Super Brugsen Rudkøbing vokser sig større og stærkere, selv om jeg har den holdning, at man altid har pligt til at forsøge at aflevere en butik som noget, der er bedre, end da man overtog. Det vil jeg selvfølgelig også gerne efterleve, siger Lasse Petersen, som medbringer solid erfaring til sin nye stilling.
Han har således været uddeler tre forskellige steder før, senest knap 12 år i Stenstrup, hvor han fremdeles bor med samleveren Stine Køhlskov og parrets to børn på henholdsvis ni og otte år. Børnene er skolesøgende og går på Issøskolens afdeling i Kirkeby, som huser trinnene 0-3. klasse. Fra 4. til 9. klasse foregår det i Stenstrup.
Tilbage til Langeland, hvor Lasse Petersen ser store muligheder.
– Det er ikke, fordi jeg er flygtet fra mit tidligere job, men tiden passer bare godt et skifte, og det her er et spændende job, som jeg kan se mig selv i, tilføjer Lasse Petersen, som er 44 år.
Liv i butikken næsten hele døgnet
Han skal også til at vænne sig til en ny konstruktion. Super Brugsen Rudkøbing er i samarbejde med brugserne i Hou/Snøde (én samlet enhed, men med butik hvert sted), Humble og Bagenkop. Og nu hedder det samlet Brugsforeningen Langeland.
– I mange år har jeg refereret direkte til min bestyrelse, men nu kommer der en chef ind imellem, nævner Lasse Petersen med henvisning til, at forgængeren, Kim Behnfeld Jensen, er direktør for selskabet bag de langelandske brugser, hvor alle er med undtagen Tullebølle.
Alle inklusive tæller Super Brugsen Rudkøbing 90 ansatte inklusive produktionsområderne. Her er også medarbejdere fra OKs to tankstationer med.
– Det kan lyde af meget, men man skal tænke på, at der er liv i butikken stort set hele døgnet. For eksempel møder fem bagere og fire til brødudsalget tidligt, og senere bemandes delikatessen på tilsvarende vis, påpeger han.
Lasse Petersen er kommet til at område med hård konkurrence, når det gælder dagligvarer. Men det er ikke nyt for ham.
– Det kan godt være, at Stenstrup i dag kun har én dagligvarebutik, men der ligger en købmand i Kirkeby meget tæt på, og stort set alle, som har arbejde, tager til Svendborg og kan handle der, inden de kører hjem. Målet har været at få dem til at vente med at købe ind, indtil de er nået til Stenstrup, og på samme måde skal vi sørge for at holde så megen handel på Langeland som overhovedet muligt.
Fastelavnsboller på farten
I den forbindelse vægter kvalitet, service og sortiment højt for ham.
– Vi har forskellige snore, som vi kan hive i, men det er ikke altid prissnoren, vi kan bruge. Her kan de andre godt være med. Vi skal også tage højde for nethandel. Den skal være med være til at holde os skarpe. Og vi kan desuden slå på, at vi er lokale og betaler skat på Langeland.
Lasse Petersen regner ikke med den store interne udveksling af varer mellem brugserne på Langeland.
– Det vil gå op i logistik og transport, og der må gerne være forskel på butikkerne i for eksempel Hou og Humble. De må godt have et lokalt præg. Men i nogle situationer kan man gøre det. For eksempel havde vi en søndag med fastelavnsboller, fremstillet i Rudkøbing og siden sendt rundt til hele øen.
Foto: Michael Lorenzen







