Ny vinbar i hjertet af Svendborg

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Verdensklasse vin, lokale øl, tapas og gode cocktails. Sådan lyder opskriften på en god start i byen. Gårdens Vinbar er en lille, hyggelig, nyåbnet bar lige i vognporten til Salig Simons Gaard i Brogade 37, og drives af de samme ejere. Konceptet er enkelt: Det bliver en vinbar for både vinnørder og et sted, hvor man kan få et godt glas vin eller en cocktail inden den gode middag – eller for den sags skyld efter middagen, som sagtens kunne være en god afrunding efter et besøg hos Salig Simons Gaard.
– Vi kommer til at have fokus på gode glas fra både de kendte vinhuse, men også på de mindre huse i f.eks. Bourgogne. Der ligger nemlig nogle spændende overraskelser af ret gode vine herfra, som vi kan servere til fornuftige priser, siger Mie Langbrecht, som er daglig leder af Gårdens Vinbar og restaurantchef på Salig Simons Gaard.
Luksus G&T
Gårdens Vinbar kommer udover vinkortet til at lægge vægt på lokale destillerier samt få udvalgte øl fra helt lokale bryggerier. Her vil være et udvalg af 10-12 gode cocktails og drinks – flere af dem med egne opskrifter.
– Der findes virkelig gode fynske destillerier, som vi gerne vil have vores spiritus fra. For eksempel vores egen luksus Gin & Tonic med en MIST Gin fra Nyborg Destilleri, fortæller Mie Langbrecht, som også tilbyder et koncept med en ”tre-retters menu” bestående af tre glas vin og lidt snacks.
– Jeg sammensætter vinene efter gæstens ønsker og smagsløg, så smagsretningen bliver helt efter egne ønsker, siger hun og tilføjer, at Gårdens Vinbar primært henvender sig til det voksne publikum.
Gårdens Vinbar har åbent torsdag–lørdag fra kl. 15-23, og hvis interessen er der, kan åbningstiden udvides til kl. 02.
Foto: Christian Dan Jensen







