Udsigt til vand

AF SUSANNE MAGELUND
Disse tre ord kan være rigtig mange penge værd, hvis de står i en salgsannonce. De giver rigtig gode chancer for både større interesse og en bedre vurdering, end hvis boligen ligger inde i landet – og der ikke lige er udsigt til en sø. For os her i det sydfynske er både udsigten til vand og de udfoldelsesmuligheder, vandet giver os, et stort aktiv, som vi nødigt ville undvære.
Men hvorfor er det egentlig sådan? Er det noget, vi har tillært os, eller er det noget medfødt?
Selv er jeg født og opvokset i Svendborg, og som ung havde jeg den naive forestilling, at jeg da ville kunne bo i en hvilken som helst by og trives lige så godt – lige indtil jeg flyttede til Billund. Her fandt jeg mig selv gå hvileløst rundt med en følelse af at være spærret inde. Det lykkedes mig at finde en lille bæk i en granplantage, som jeg sad og stirrede på, og her gik det op for mig, at det var det blanke sund, jeg savnede. Det blev et kort ophold i Billund, og vi flyttede nogle kilometer væk til Vejle Ådal.
Men hvad er det, vandet gør ved os, og hvorfor giver det en dyb tilfredsstillelse at kunne se vand?
Evolutionsteoretikere betegner tiltrækningen som en vigtig overlevelsesstrategi. Uden vand intet liv! Vores forfædres overlevelse har altid været afhængig af at kunne udvælge de bedste levesteder, og deres vigtigste pejlemærke har netop været udsigt til vand. De har ikke haft en holdning til, om det var smukt, men forkærligheden for disse “træk” er med tiden blevet mejslet ind i vores DNA og har skabt et indre paradis, som vi ubevidst søger, hvor end vi bevæger os hen. Det har påvirket vores skønhedskompas, og måske er det grunden til, at vi tiltrækkes af ting, der glitrer som diamanter, sølv og guld – det minder os om vand.
Der er mange andre “træk” i vores omgivelser, som giver os lignende tilfredsstillelse. Naturen generelt er en velkendt helbreder, men der er nogle særlige naturtræk, som tilfredsstiller os bedre end andre. Studier afslører, at udsigt til horisonten og et minimum af underskov, som giver mulighed for både udsyn og tilflugt, tværkulturelt er det landskab, som tilfredsstiller flest.
Den viden bruger jeg dagligt i mit arbejde som indretningsarkitekt. Selv om en bolig ikke er beliggende i naturskønne omgivelser med udsigt til vand, har jeg mange værktøjer, der kan bruges til at opnå den samme følelse af “udsyn og tilflugt”. Det vil jeg i mine kommende klummer fortælle mere om.

Susanne Magelund
Forfatter/ indretningsarkitekt mdd.
susannemagelund.dk







