Runesten og sokker
AF LULU OKHOLM
I mine unge dage foregik det meste af fritiden til søs sammen med gode venner. Nogen stor sejler blev jeg aldrig, men jeg indtog den vigtige rolle som kokke- og forlystelsesgast. På de lange sejlture blev der strikket mange sokker, og en dag afgav kaptajnen bestilling på rigtige sejlersokker: styrbord – højre – grøn, bagbord – venstre – rød. Et sådant par spiller en vigtig rolle i den følgende historie.
Kaptajnen, Jørgen, var til daglig leder af Langelands Museum, som også dækkede Ærøs oldtid, og han fik en dag en henvendelse fra en gårdejer på Vestærø, som havde fundet en runesten på sin mark. Jørgen tog færgen til Ærø og besigtigede stenen, og gårdmanden blev noget knotten, da museumsinspektøren beklageligvis måtte affærdige den som et falsum. Jørgen forstod hans skuffelse, for han har altid, desværre forgæves, selv ønsket at finde en runesten på Langeland.
Årene går, og Jørgens (og min) søn bliver student, trækker ikke frinummer og vælger at blive militærnægter på Hollufgård. Han bliver sat til at slæbe skærver, hvilket morer ham meget lidt, så i frokostpausen sidder han og tegner museets oldsager med sin sirlige pen. Og hov, siger personalet, dig kan vi da lige bruge til noget helt andet. Det bringer ham efter nægtertiden til Nationalmuseets tegnekælder, hvor han tjener til sine studier i historie og kunsthistorie.
En dag kommer en runeekspert ned i kælderen, og da hun ser Bjørns navneskilt, spørger hun, om han er søn af museumsinspektøren i Rudkøbing, og hun fortæller så om et besøg, hun for år tilbage havde af en gårdejer fra Ærø. Han viste hende et billede af den omtalte runesten, og hun beklagede, at den desværre ikke var ægte. “Jamen, viste du den ikke til Langelands Museum?” spurgte hun. “Jo,” svarede han, “dér fik jeg også den besked, men da jeg så, at den unge inspektør havde en rød sok på den ene fod og en grøn på den anden, så fæstede jeg ærlig talt ikke lid til, at han vidste noget som helst om, hvad han talte om, så jeg ville gerne vise den til en rigtig ekspert!”
Illustration: Bjørn Okholm Skaarup
