Oscar vinder-filmen 'Im Still Here' vises i Bio Langeland

AF MARIANNE STORM RASMUSSEN
En eftermiddag i 1971 bliver Rubens Paiva, tidligere kongresmedlem og åben kritiker af Brasiliens nyligt indstiftede militærdiktatur, bortført fra sit hjem i Rio de Janeiro af regeringsembedsmænd. Tilbage står den iturevne familie. Som Rubens hustru, Eunice (Fernanda Torres) må holde sammen på alt, imens hun utrætteligt kæmper for at finde ud af præcis, hvad der er tilstødt hendes mand.
I’m Still Here er ikke kun en åndeløst spændende skildring af menneskelig vedholdenhed over for uretfærdighed, men også et kvindeportræt, der fortjener at gå over i (film)historien.
Fernanda Torres modtog en Golden Globe for indsatsen, ligesom filmen, fuldt fortjent, vandt Oscar i kategorien “Bedste Internationale Film”. Filmen er en del af Biografklub Danmark.
Kilde: Camera Film
Ingen kære mor
Filmen Ingen kære mor er et livsbekræftende, rørende og hjertevarmt drama om tre generationer af kvinder i en familie.
Moderen er uhelbredeligt syg, men det har hun kun fortalt sin datter. Ikke sin egen mor. Da de alle tre ender med at fejre jul sammen i et sommerhus, kommer sandheden frem og kvinderne tvinges til at konfrontere hinanden og deres relationer på kryds og tværs.
Fortalt med både humor og håb, bliver julen rammen for kvindernes uundgåelige mor/datter-opgør, som måske kan bane vejen for en ny begyndelse.
Kilde: NF Film
Fra lørdag eftermiddag viser Bio Langeland to familiefilm. Der er noget at glæde sig til. Tag din ven eller dine forældre med i biografen og få en fantastisk oplevelse.
Rejsen mod nord
Baseret på H.C. Andersens klassiske eventyr Snedronningen fortæller Rejsen mod Nord historien om den unge Gerda, der drager gennem et magisk, sneklædt Skandinavien for at redde sin bedste ven Kai.
Undervejs møder hun forunderlige skabninger, en god heks og en trussel i det skjulte: Snedronningen og hendes mørke lærling Louie. Filmen er en hjertevarm og visuelt overdådig fortolkning af en af de største og mest elskede fortællinger i dansk kulturarv.
Den danske udgave af filmen får stjernestøv af højeste karat, når Mads Mikkelsen lægger stemme til Kais far Severin – en helt ny karakter skabt som en hyldest til H.C. Andersen selv.
Zootropolis 2 – med dansk tale
I Walt Disney Animation Studios Zootropolis 2 vender vi tilbage til den pulserende dyremetropol, hvor betjentene Judy Hopps og Nick Wilde står over for deres hidtil største udfordring.
Da den mystiske Gary De’ Snake ankommer til byen og skaber kaos, må Judy og Nick dykke ned i et nyt og snørklet mysterium. For at løse sagen må de gå undercover i ukendte og overraskende kvarterer af Zootropolis.
Her bliver deres venskab og samarbejde sat på prøve som aldrig før. Med humor, spænding og hjertevarme byder Zootropolis 2 på et nyt kapitel fyldt med action og eventyr for hele familien.







