Svendborgforfatter udgiver værk med Selma Lagerlöf stof
Nu er han aktuel med en ny udgivelse, og i den forbindelse har svendborgtidende.dk talt med ham.

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Vi ved at du er meget optaget af den svenske forfatter og nobelpristager Selma Lagerlöf. Hvorfor er du det?
Fordi hun skriver dybsindigt og fængslende om livets store temaer. Hun skriver indefra og har stor indsigt i menneskenes psykologi. Hun formår i få indledende sætninger at sætte temaet for fortællingen. Som det hedder om Nils Holgersen:
”Han var doven og umedgørlig; han havde mest lyst til at sove og spise og dernæst til at lave spilopper. Han var hård mod dyr og ond mod mennesker.” Eller: ”Den utro kvinde havde fået sin dom. Hun vidste, hun skulle dø.” Forfatteren skaber en forventning, og vi ønsker at læse videre.
Selma Lagerlöf er Nordens store fortæller dronning. Hendes sprog er meget mundret og ligetil. Det er fortællinger. Og jeg har benyttet mig af hendes historier det meste af mit voksne liv. Hendes katalog er en guldgruppe.
Selma Lagerlöf levede fra 1858 -1940. Har hendes litteratur relevans i dag?
Ja, og Shakespeare blev født i 1564 og Homer skrev lang tid før vor tidsregning.
Vi læser stadig deres litteratur, fordi den er tidløs. Samfundet forandrer sig med rivende hast, men de grundlæggende menneskelige følelser, forandrer sig ikke tilsvarende. Vi kan stadig genkende os selv i den klassiske litteratur. Selma Lagerlöf er i verdensklasse, og hun fortjener at blive genlæst. I vor tid er der en trend med at genudgive klassiske værker og også Selmas. Der er en fornyet interesse. Jeg har ønsket at bidrage med en nyoversat samling af fortællinger. Ny læsere kan begynde her, andre kan genlæse hende. God litteratur kan man læse igen og igen, fordi man forstår og oplever forskelligt afhængig af sin alder og erfaringer.
I din udgivelse er der tre romaner, der er forkortet. Er det en god idé?
I formidlingen af Selma Lagerlöfs store og lange romaner, har jeg været forsigtig med at genfortælle og med at forlade forfatterens eget sprog. Jeg har været tro mod det og bearbejdet romanerne, så essensen står tydeligt. Selma udgav selv forkortede udgaver. Det hjælper læsere, der ikke orker at læse en hel roman. Måske kan det vække lyst til at læse hele romanen. Det vil de ikke fortryde.
De forkortede udgaver er altså en slags lokkemad?
Ja, det kan man godt sige, men de 8 noveller er ikke forkortede. De viser bredden i hendes omfangsrige katalog af korte fortællinger. Jeg har desuden indføjet 11 af mine sange, der knytter an til fortællingerne.
Bogen fremstår som en lille lækker sag med en meget smuk forside. Hvem har skabt den?
Det er Sonia Brandes der har tilladt mig at benytte hendes papirklip. Andre er skabt af den herboende Kirsten Elsgaard og af Sibylla Hofstetter. Nanna Drejer fra Svendborg har skrevet et indsigtsfuld efterord.
Bogen kan købes i Boghandleren i Rudkøbing og Bog&Idé i Svendborg.
Bogens titel: Selma Lagerlöf
Nils Holgersen, En herregårdshistorie og andre værker
Forlag: Wadskjær Forlag
Pris: 250 kr.







