Walk the Line - et døgn på Ildsjælefodsporet i Bagenkop

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Sidste år indsamlede Walk the Line i Bagenkop 398.451 kr. til Knæk Cancer. I år løber det lokale arrangement i Bagenkop af stablen fra fredag den 12. september kl. 18 til lørdag den 13. september kl. 18. Og igen i år er der lagt op til 24 timer med masser af aktiviteter i den gode sags tjeneste.
Idémanden bag initiativet, Steffen Nielsen, ser frem til et døgn i Bagenkop, hvor det tre kilometer lange ’Ildsjælefodsporet’ i Bagenkop danner ramme om de forskellige aktiviteter for indsamlingen.
– Vi mødes på Bagenkop Stadion fredag kl. 17.45, hvor der vil være en åbningsceremoni, inden startskuddet til Walk the Line lyder kl. 18. Og i år vil der være nye tiltag og aktiviteter. F.eks. tilbyder Bassernes Bilrengøring – som er nogle unge fyre fra Rudkøbing og Humble – at gøre din bil ren, mens du går Walk the Line-ruten. Beløbet går også ubeskåret til støtte for Knæk Cancer, fortæller Steffen Nielsen og fortsætter:
– I år har vi både padel og minigolf, hvor indtægten herfra går ind i puljen, og om lørdagen er der også en petanque-turnering og de uofficielle langelandsmesterskaber i baglænsløb, hvor der til lejligheden er inviteret nogle af øens foreningsformænd til at komme og ’løbe baglæns’. Så kan man spille på, hvem der vinder. Foreningsformændene skal løbe på aktivitetsstien i Fællesskabsparken i Bagenkop, siger Steffen Nielsen, som også nævner, at Klovnen Jo Jo kommer forbi og underholder børnene, og at der vil være KindiBingo samt mindegudstjeneste i Bagenkop Kirke.

Steffen Nielsen ved Fællesskabsparken i Bagenkop
Når vi en halv million i år?
Når startskuddet til Walk the Line lyder fredag kl. 18, vil der – ligesom de forrige år – være salg af nøgler til Dagli’ Brugsens hængelås, som kan købes af Nøgle-Marlene eller Nøgle-Jan på pladsen. Passer nøglen til hængelåsen, vinder man et gavekort til Dagli’ Brugsen i Bagenkop på 2.000 kr. Der sættes 200 nøgler til salg for 50 kr.
– Vi plejer at have udsolgt af nøgler, og det regner vi også med i år, siger Steffen Nielsen og fortæller, at der også i år sælges gavechecks til erhvervslivet som sponsorat på min. 2.000 kr.
– Sidste år solgte vi 100 checks til erhvervslivet, hvilket gav en ret god indtægt til puljen. I år forventer vi at sælge 120 checks, siger han.
Lørdagen begynder ved solopgang kl. 6.49 med gratis morgenkaffe på Bagenkop Stadion, inden dagen vil summe af aktiviteter for hele familien. Arrangementet afsluttes lørdag kl. 18.00 med offentliggørelse af den indsamlede sum til Knæk Cancer, uddeling af pokaler og præmier for forskellige konkurrencer samt et farverigt show i Fællesskabsparken.
– Det første år, vi afholdt Walk the Line, var i 2020, hvor der var 200 tilmeldte, og indsamlingen lød på godt 125.000 kr. Året efter indsamlede vi 236.000 kr. med 260 deltagere, og i 2022 rundede vi den kvarte million og kunne sende 275.000 kr. til Knæk Cancer. Lad os se, om vi i år er heldige at komme tæt på at kunne indsamle en halv million kroner til det gode formål, lyder det fra Steffen Nielsen.
Vil man gerne deltage i Walk the Line og yde sit bidrag i kampen mod kræften, møder man blot op på Bagenkop Stadion fredag den 12. og lørdag den 13. september.
Følg Walk the Line på Facebook.
Privatfoto







