De fandt nærhed og fællesskab på Langeland

Det er fem år siden, at kunstnerparret Ann-Kerstina Nielsen og Per Buk flyttede deres galleri og arbejdsliv fra Svendborg til Humble, hvor galleriet nu fordeler sig over to matrikler på Ristingevej. Det har de ikke fortrudt.
FOTO - De fandt nærhed og fællesskab på Langeland

AF MARTIN RAMSGAARD

 

Ann-Kerstina Nielsen og Per Buk tager imod på Ristingevej 33, hvor Per Buk har værksted og udstiller sine malerier og sin keramik. Bagefter går vi ned til nummer 29, hvor Ann-Kerstina Nielsen har sine malerier, tryk og keramik. Begge matrikler hedder GALLERI NO 44. Det galleri de i 2019 flyttede fra gågaden i Svendborg til Humble på Sydlangeland.

 

– Vi har boet her i fem år. I starten var der allerede mange ting, der spirede. Men vi kan se, at Langeland bliver ved med at give, og der kommer hele tiden nye skud, siger Per Buk.

 

De er begge professionelle kunstnere og var en etableret del af kulturmiljøet i Svendborg, men da de flyttede til Langeland blev de fra første dag en del af det stærke kunstnermiljø, der allerede er på Langeland. De blev med det samme kontaktet af andre kunstnere og gallerier.

 

– Her er man ikke nok i sig selv, og der er ikke nogen konkurrence. Vi hjælper hinanden, siger Per Buk.

 

– Ja, der er et meget stærkt sammenhold kunstnerne imellem, og vi sender gæster videre til andre, og de sender deres ned til os, supplerer Ann-Kerstina Nielsen.

 

Samtidig oplever de begge, at nærheden til naturen og den høje himmel på Sydlangeland afspejler sig direkte i deres kunst. De smukke omgivelser på Sydlangeland bliver brugt i hverdagen.

 

– Vi har ti minutter på cykel, når vi skal ned at bade. Det kunne vi også have gjort i Svendborg, men det gjorde vi ikke. Her bruger vi naturen og vi bilder os ind, at det kan ses i vores kunst, siger Ann-Kerstina Nielsen.

 

– Det jeg godt kan lide er, at det hele er autentisk. Der er en oprindelighed og oprigtighed over det hele. Ikke noget plastic, fortsætter Per Buk.

 

 

Fra Svendborg til Langeland

Hvis man vil leve af at være kunstner, skal man være både kreativ, innovativ og nyskabende – hele tiden. Både Ann-Kerstina Nielsen og Per Buk er sådan nogle mennesker, hvor ideerne konstant bobler over. I sit keramikværksted i nummer 33 er Per Buk i gang med at lave jagttrofæer med fabeldyr, og i nummer 29 er Ann-Kerstina Nielsen optaget af at lave japanske dorodango-bolde med ler fra Ristinge Klint. Ud over det maler de begge, laver grafiske tryk og så videre. Kunderne, der kørte langt for at købe deres kunst, kommer også til Langeland.

 

– I Svendborg var etablerede og folk kom fra hele landet for at købe vores kunst. De kommer stadig fra Århus og København, men selvom det kun tager en halv time ekstra fra Svendborg, så tager de fleste alligevel en overnatning og tager ud at spise, og så smitter det jo af på resten af øen, siger Per Buk.

 

Deres spontane gæster er skiftet fra at være folk, der kom forbi på gågaden til at være turister og sommerhusgæster. Omsætningen er den samme, men nogle af kunderne er skiftet ud.

 

Det betyder også, at der er poppet nye ideer ud af hovedet på de to. De har lavet en lille cafe, for det synes de der manglede og sammen med kaffen kan gæsterne så købe hjemmelavede romkugler, der er navngivet Kong Humbles Kugler, De Vilde Heste og Koldkrigskugler.

 

– Ud over det er nogle sjove navne, giver det jo osse anledning til at vi kan snakke med gæsterne og sende dem videre ud på Langeland. Vi bliver sådan et lille fremskudt turistbureau og på den måde hjælper vi hinanden, siger Ann-Kerstina Nielsen.

 

En anden håndgribelig faktor, når man er selvstændig kunstner med svingende indtægter, er huspriserne på Langeland, der ligger langt under, hvad det koster i en større by.

 

– Man får meget hus for pengene. Det første år beholdt vi galleriet i Svendborg, men så forelskede vi os i Langeland.

 

– Vi kan udleve en drøm, som ellers ikke ville kunne lade sig gøre. Det giver en kæmpe frihed, at der er en bedre økonomi, siger Ann-Kerstina Nielsen.

 

Fremtiden
Per Buk og Ann-Kerstina Nielsen er med det samme blevet en del af kulturmiljøet på Langeland, og de oplever, at der er kort fra idé til handling.

 

– Der sker rigtigt meget på Langeland lige nu med festivaler og ting, der åbner, som aldrig havde kunnet løbe rundt for bare fem år siden. Får man en idé, ringer vi bare til hinanden, og jeg oplever også at vejen til kommunens forvaltning er kort, siger hun.

 

– Jeg har faktisk aldrig boet et sted, hvor der var så meget netværk, supplerer Per Buk.

 

Snakken falder på kvartererne i New York, Soho og Dumbo, hvor investorer bevidst inviterede kunstnere og kreative virksomheder ind i de tomme og billige bygninger, de havde købt for en slip. Så blev kvartererne trendy og huspriserne steg – og kunstnerne flyttede i øvrigt videre. Det samme kunne måske ske for Langeland.

 

– Vi kan kun sige til andre kunstnere: Kom, siger Ann-Kerstina Nielsen.

 

– Vi er blevet taget helt fantastisk godt imod. Langelænderne er meget åbne, og vi faldt til med det samme, supplerer Per Buk.

 

Da de flyttede ind kom naboerne og hjalp med at sætte galleriet i stand, og da de åbnede Humbleudgaven af GALLERI NO 44 i 2019, havde byens flaghold været ude at lave flagalle i byen.

 

– Der er højt til loftet og man er tæt på naturen, men samtidig sker der en masse. Jeg kan huske i starten, vi tog til et lokalhistorisk foredrag om jernbanen på Langeland – der dukkede 245 mennesker op i Humblehallen, siger Per Buk.

 

De to kunstnere føler, at Langeland rider på en bølge, initiativerne spirer, og de er en del af det. Nu venter de bare på, at de mange turister og sommerhusgæster lægger vejen forbi gallerierne i Humble

 

Fotos: Martin Ramsgaard

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment