Tilflytterens betragtninger
Københavneren Sally er langsomt på vej mod at kunne kalde sig en rigtig tøsing. Selvom det ikke lige er noget, man bare bliver, så har hun opdaget små tegn på, at hun er på vej.
AF SALLY GORINGS DARRE
Hvor længe er man egentlig tilflytter? Det spurgte jeg en insider om (min svigermor) forleden dag, da hun gav mig et lift hjem. Hun kiggede på mig med et smil og svarede: “40 år”. Det, tror jeg, er et godt bud. Når jeg møder nye tilflyttere, og de hører, at jeg har boet her i syv år, siger de som regel “Nååårh, Ork”. Underforstået at så må man da være faldet helt til. Så tænker jeg; bare vent, før du ved af det, er der gået syv år, og du føler dig stadig nyere end de fleste. Og det er helt naturligt, for det er man. Men efter syv år ved man alligevel et og andet.
Her er fem pejlemærker, jeg har identificeret som tydelige tegn på, at du som storbymenneske er faldet til på landet.
- Når du er stoppet med at undre dig over, hvorfor vi alle trækker vores skraldespande et par meter frem og tilbage fra vejen til en mere permanent plads tæt på huset, når det er tømningsdag – i stedet for blot at have dem stående permanent ved vejen.
- Når du bliver ægte begejstret for at finde en næsten spritny og foret kedeldragt lige i din størrelse i en genbrugsbutik.
- Når du behersker den helt rette hilsen med hånden fra førersædet. Som Københavner har jeg altid været i tvivl om, hvordan jeg skulle reagere, når jeg utilsigtet fik øjenkontakt med et for mig ukendt menneske. Et vagt smil eller blot at flytte blikket har været mit gængse reaktionsmønster (de skulle jo nødig tro, at jeg var skør eller ude på noget). Derfor er det stadig en kejtet kombination af vink, smil, nik og løftet pegefinger og langefinger, man ser mig give. Men her på landet hilser man. Altid. På alle. Også fra bilen.
- Når du ejer en refleksvest!
- Når du finder det helt naturligt at vide, og i øvrigt interessant, hvilke huse folk bor i. Før i tiden kunne jeg finde det en smule “Big Brother is watching, overvågningsagtigt”, at folk på landet altid ved, hvor alle andre bor. For eksempel når snakken tilfældigt falder på folk fra området, og Tøsing 1 siger: “Det er Jytte og Henning, du ved…” Tøsing 2: “Hvem Jytte?”. Tøsing 1: “Du ved da godt, dem der bor nede i det lille gule hus i svinget, lige ved gadekæret.” Og så falder femøren for alle. Nu er jeg selv så meget inde i jargonen, at hvis jeg ikke kan visualisere og lokalisere huset, så må jeg lige have gang i Google Street View.
