På virksomhedsbesøg med Seniorforeningen

Kranerne var kørt helt til tops da Seniorforeningen besøgte Brdr. Rasmussen Stenstrup A/S
På FOTO - virksomhedsbesøg med Seniorforeningen

AF TORBEN FROST – Den Lille Avis SYDFYN

 

Flaget var højt til vejrs på adressen Nordre Ringvej nr. 47, da Seniorforeningen – Stenstrup Lunde Kirkeby Seniorer lørdag den 20. april besøgte Brdr. Rasmussen Stenstrup A/S. Mere end 80 meter høj var den kran, som udgjorde flagstangen, og det var blot en af flere kraner og specialbiler, som firmaet råder over.

Der er 11 ansatte i firmaet og en vognpark af nogenlunde samme størrelse. Opgaverne spænder fra både let og tung transport til løft og bjergning i sværvægtsklassen. Kenneth Rasmussen, der sammen med sin hustru Pia, er daglig leder af virksomheden, viderefører på den måde den vognmandsforretning, som hans far, nu afdøde Knud Rasmussen, i sin tid grundlagde og drev.

Kenneth Rasmussen gav de mange fremmødte en god indføring i dagligdagen i firmaet og en præsentation af de enkelte specialbiler. Virksomhedsbesøget sluttede med kaffe og kage i garagen.

 

Om Seniorforeningen
Stenstrup Lunde Kirkeby Seniorer også kaldet Seniorforeningen er etableret i 1946 og er således selv en senior indenfor sit felt.

Bortset fra et par sommermåneder så sker der hele tiden noget i foreningen. Det kan være film, foredrag, koncerter og anden optræden, orienteringsmøder, modeopvisninger og blomsterbinding alt sammen med spisning og/eller kaffe samt ture og rejser. Og så elsker de at synge i Seniorforeningen. Som en særlig gestus husker man også medlemmernes runde og halvrunde fødselsdage.

For alle aktiviteter gælder, at det er oplevelser med indhold, men måske vægter det sociale samvær i virkeligheden allermest.

Møder afholdes i Stenstrup Forsamlingshus, og ture og rejser foretages med moderne turistbusser.

Seniorforeningen udgiver løbende sit eget nyhedsbrev med orientering om, hvad der til enhver tid sker i foreningen.

Årskontingentet er kr. 100,- og ved indmeldelse får man en rummelig og slidstærk bærepose med foreningens logo påtrykt.

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment