Ingen kender dagen
AF LULU OKHOLM
Opvokset med en kærlig familie i en forstad til Aarhus i halvtredserne er det egentlig underligt, at så mange af mine barndomsminder rummer gråd og tænders gnidsel. Nu om stunder taler man om børns mistrivsel, men jeg synes nu nok, at Holme Skole, hvor jeg i 1954 startede i 1. klasse, gjorde sit til, at en lille, følsom sjæl ustandseligt blev overmandet af sorg.
Det begyndte allerede ved morgensangen, hvor viceinspektør Juul Jørgensen efter Fadervor annoncerede dagens salme: “Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred, dog ingen kender dagen, før solen går ned. Tit legede småbarnet i morgensol rød, ved kvæld det lå på lejet så stille og død.”
Og det behøvede ikke at være en salme. Det kunne også være en sang. En af Juul Jørgensens foretrukne var: “Hans, den lille hyrde, bærer dagens byrde: Hans’ mor er enke, hun må altid tænke på, at i en fremmed seng sover hendes lille dreng. Hans, den lille hyrde. Ingen moder smiler, når til sengs han hviler, men når træt han sover ind, klapper Gud hans våde kind. Hans, den lille hyrde.”
Jamen, det er dog utroligt, at jeg kan dem udenad den dag i dag!
Så ind til dansktimerne, og det var jo herligt at få en læsebog og lære at læse. Men ak, her fortsatte elendigheden. De allersørgeligste af Kaalunds fabler for børn skulle vi små stakler da ikke forskånes for. Hvem kan fortrænge billedet af Den dræbte and: “I skoven risled den klare å, en blodig vildand i sivet lå, af jægerens bøsse var den dræbt, den havde sig hen til reden slæbt. Nu stod omkring den de ællinger små, de kunne det slet ikke ret forstå. De krøb under vingen, men den var slap. Vågn op, søde moder, rap, rap, rap, rap. Så åbned de alle smånæbbene vidt: Vi er så sultne, åh, giv os lidt. Men moderløse vare de arme små. O, har du en moder, da skøn derpå!”
Ved juletid var det en tradition at læse Sørens spille om den fattige dreng, som fandt en defekt spilledåse. “Spille kan den,” sagde Søren og gemte den i tornystret, men han kunne ikke holde fingrene fra den og kom til at dreje den lidt i timen, så læreren blev irriteret og tog den fra ham. Sidste dag før jul! Det fineste, den fattige dreng nogensinde havde ejet! Og læreren glemte at give ham den tilbage.
Men juledag kommer han i tanker om den, og historien ender med, at læreren tropper op hos Søren og hans bedstemor med en ny spilledåse og lækker julemad. Ikke et øje tørt!
Om søndagen fulgte Giro 413 op med tårepersere som Violer til mor og Lille kammerat. Hvor var krisehjælpen?
