1.000 hektar ny natur på Tåsinge

AF KIM BASSE
Den grønne trepart tager så småt form. Det er i hvert fald indtrykket, man får, når man ser på Svendborg Kommunes kort over omlægningsplanen for Tåsinge.
På den sydlige del af øen har kommunen udset sig hele kyststrækningen med jorde syd for Stjovl og vestover ved Monnet og videre sønden om Skovballe og helt op til Bøgebjerg. Området som i alt dækker 374,25 hektar er udset til braklægning og vådområder til glæde for naturen, biodiversiteten og vandkvaliteten i øhavet.
Omlægningen skal mindske udledningen af kvælstof fra landbruget til havet, og netop på disse arealer er der landbrug helt ud til kysten. Én af lodsejerne er Frede og Anne-Marie Mortensen på Monnetvej, som ejer 11,2 hektar jord i området.
– Det er positivt, hvis staten vil købe det, og hvis vandet i havet omkring os bliver renere. Jeg synes selv, der er kommet flere alger i vandet, når jeg bader, så det er nok meget godt. Men vi kan godt forstå de andre lodsejere, som ikke er interesserede i at omlægge. De har stadig brug for jorden, som de skal dyrke, siger Anne-Marie Mortensen.
Huse sat til salg
I alt har Svendborg Kommune udset sig i knap 1.000 hektar på Tåsinge, som skal omlægges til brak, skov- og vådområder samt andre naturgenopretningsprojekter. Det svarer til cirka en syvendedel af hele Tåsinges areal, som kommunen vil omlægge til ny natur.
I den nordlige del, er der primært tale om skov, mens der i den sydlige del, hvor Frede og Anne-Marie Mortensen har boet siden 1972, altså er tale om braklægning. I dag er gården på Monnetvej med al tilhørende jord sat til salg. Det har den været siden maj, og ifølge Boligsiden er flere andre grunde også til salg på det sydlige Tåsinge.
I forbindelse med den grønne trepart er der dog etableret en arealfond, som blandt andet omfatter jordopkøb og tilbud om erstatningsjord gennem jordbytteordninger. Her håber det 79- og 74-årige lodsejerpar og pensionerede landmænd på snarlig afklaring om deres fremtid på gården.
– Det er ikke nemt at vide, om det bliver nemmere at sælge til det offentlige, men det er oplagt, når det ligger lige op til Monnet. Når vi selv vil sælge, er det fint, at staten er interesseret i grunden, men vi vil sælge det hele. Vi vil ikke stå med huset bagefter, så vi har sat som betingelse, at det hele skal væk. Det bliver nok vemodigt, men det er rart at kunne flytte, mens vi kan, siger Frede Mortensen.
Om den grønne trepart
– Svendborg Kommune har udpeget cirka 165 områder i kommunen.
– Cirka 2100 lodsejere i Svendborg Kommune er berørt.
– På Tåsinge er der tale om cirka 950 hektar jord, kommunen ønsker omlagt.
– Det svarer til cirka en syvendedel af Tåsinges areal.
– Der er oprettet omfattende støtteordninger til omlægning og skovrejsning, som lodsejerne kan søge.
– Derudover har staten indført en arealfond, som bl.a. omfatter jordopkøb og jordbytteordninger.
– Det er frivilligt for lodsejerne, om de vil omlægge eller ej.
– Ekspropriering er ikke en del af værktøjskassen, hvis de siger nej til kommunens forslag.
– Til gengæld kan de blive ramt af den såkaldte ”kvælstofhammer” med skærpede krav om udledning af kvælstof fra markerne.
– Områderne der skal omlægges til ny natur i Svendborg Kommune forventes at være udpeget inden årets udgang.
Foto: Kim Basse







