Vi er forbundet af hinandens historier

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Redaktør
Sydfyn og øerne er bundet sammen af mere end broer, færger og veje. Det er fortællingerne, menneskene og de fælles oplevelser, der virkelig forbinder os. Hos Sydfynske Medier ser vi det som vores vigtigste opgave – nærmest vores kald – at gøre afstanden over vandet kortere ved at dele de historier, der spejler livet, hverdagen og fællesskabet på tværs af øer, byer og lokalområder.
Vi er hele Sydfyns og øernes lokalmedie. Med magasiner i Svendborg, på Langeland, Tåsinge og Thurø er vi tæt på hverdagen, tæt på livet og tæt på hinanden. For når vi fortæller om fiskeren på Thurø, iværksætteren fra Tullebølle eller små lokale initiativer rundt om Svendborgs sprudlende musik- og kulturliv, handler det ikke kun om nyheder. Det handler om historier, vi kan genkende os selv i, historier der skaber stolthed, samhørighed og sammenhængskraft.
Netop derfor ønsker vi i endnu højere grad at dele de gode historier på tværs af vores magasiner. De små sejre, de fælles udfordringer – både med infrastruktur, kultur og den unikke sydfynske natur, vi alle er rundet af, stopper ikke ved kommunegrænser, havne eller kystlinjer. De binder os sammen som én region, og de skaber et fællesskab, som vi alle kan tage del i.
Med et nyt tillæg til alle vores magasiner, som vi kalder: ’Tæt på naboerne’, åbner vi døren til fortællinger fra hele vores dækningsområde. Her kan du møde mennesker, initiativer og små historier fra de andre magasiner, vi udgiver – og måske opdage, hvor meget vi egentlig har til fælles. Det handler om at lade historierne rejse på tværs, om at lade inspirationen og fællesskabet vokse, og om at styrke båndene mellem de mange lokalsamfund, der tilsammen udgør Sydfyn og øerne.
For uanset om vi bor på en ø, på en halvø eller på fastlandet, er vi forbundet. Vi er bundet sammen af historier, mennesker og oplevelser – og det fællesskab bliver kun stærkere, når vi deler det med hinanden, ser hinanden og værdsætter det liv, vi alle er en del af.
Læs langelandtidende.dk – MAGASIN, marts 2026









2 kommentarer