To autoværksteder samles under samme tag
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Efter mere end 30 år med autoværksted på Langeland har Per Theodorsen valgt at sælge Pers Auto for at trække sig tilbage og nyde sit otium. Og så ikke helt alligevel med det samme. Pers Auto er nemlig overtaget af Jesper Ejlersen fra Autocentrum Rudkøbing, hvor begge autoværksteder nu samles under ét. Det betyder samtidig, at Per Theodorsen stadig vil være en del af teamet på autoværkstedet og ikke sådan lige med det samme stopper på arbejdsmarkedet – også selvom han har rundet pensionsalderen.
– Jeg har egentlig været pensionist i to år, så det er tid til at drosle ned. Så jeg er meget tilfreds med, at det nu bliver Jesper og Autocentrum Rudkøbing, som kører forretningen videre, og hvor kræfterne samles under samme tag, siger Per Theodorsen og tilføjer, at han indtil videre fortsætter på værkstedet til januar.
Og det er Jesper Ejlersen rigtig glad for:
– Per har en kæmpe erfaring og kender sine kunder rigtig godt, så jeg håber, vi kan trække på ham også efter januar. En seniorordning kunne være en god løsning, siger Jesper Ejlersen, mens Per Theodorsen nikker og tilføjer:
– Det er svært lige at slippe det sociale og netværket efter så mange år – så det er rart, at det kan gøres på den her måde, siger han.
Det hele samles på Mjølbyvej
De to autoværksteder, som nu bliver til ét, ligger henholdsvis på Mjølbyvej (Pers Auto) og på Schnorhsvej (Autocentrum Rudkøbing) i Rudkøbing, og lige nu er man ved at give værkstedet på Mjølbyvej et løft. Det bliver nemlig her, at det hele samles under samme tag, da Jesper Ejlersen har købt både forretning og bygninger på Mjølbyvej, hvor værkstedsfaciliteterne giver bedre muligheder end værkstedet på Schnorhsvej.
– Faktisk får vi en lift mindre på værkstedet, end vi har nu på Schnorhsvej, men vores ’nye’ samlede værksted er bare indrettet meget bedre. Så vi kommer til at drive værksted fra begge adresser et stykke tid endnu, fortæller Jesper Ejlersen og fortsætter:
– Vi holder også fast i, at vi er AutoMester-værksted, hvor kunderne får alle de fordele, som ligger i det, siger han og viser en roll-up på værkstedet med 10 fordele ved at være AutoMester – bl.a. at man bevarer bilens fabriksgaranti, at man optjener 5 procent på regningen, og at der er 3 års garanti på reservedele.

Også reparation af cykler
Overtagelsen af Pers Auto fandt sted den 1. juli i år, og holdet består nu af syv medarbejdere inklusiv kontorpersonale og én lærling. Navnet fortsætter som Autocentrum Rudkøbing.
Det er stadig et traditionelt autoværksted, hvor der også repareres både elbiler, elcykler, scooter, græsslåmaskiner og en lille smule motorcykler – så de spænder bredt. Og så reparerer de også cykler – hvilket der ikke er så mange steder på Langeland, der tilbyder.
– Vi har faktisk rigtig mange cykler på værkstedet. I højsæsonen kan der være op til 15-16 cykler til reparation om dagen, fortæller Jesper Ejlersen, som i øvrigt også er deltidsbrandmand på Langeland sammen med 21 øvrige lokale deltidsbrandmænd på øen.
Med overtagelsen af Pers Auto bliver Jesper Ejlersen chefen på værkstedet, men titler er ikke det, der fylder mest hos ham.
– Jeg kan bedst lide, at vi alle ser hinanden som ligeværdige kollegaer. Det er selvfølgelig mig som ejer, der har det overordnede ansvar, men det vigtigste er, at det tætte parløb med Per og medarbejderne fungerer. Per og jeg er faktisk ret ens på mange områder, siger Jesper Ejlersen
Foto: Christian Dan Jensen







