Tag klimakasketten på i haven

Gør en forskel, der gør gavn for både klima, CO2, selvforsyning, biodiversitet mm. – og tilmed er nemmere at passe og vedligeholde.
FOTO - Tag klimakasketten på i haven

AF ANNETTE PREISLER – Den Lille Avis SYDFYN

 

Haveekspert og hortonom Aiah Noack fra Naturplanteskolen besøger Ulbølle tirsdag d. 21. maj, fra kl. 15.00, hvor det bliver en eftermiddag med praktisk workshop i haven og en stribe “her og nu praktiske løsninger” og ideer til at komme godt i gang.

 

Lær at omlægge plænen til gavn for alle
Hvordan samarbejder du med naturen i haven og får flere oplevelser, hvordan laver du et smukt og dekorativt bed, der opbygger humus, og gøder og vander sig selv, og hvordan vælger du planter til have, hæk og hegn, som styrker fuglelivet, insekter og sommerfugle og som er er kønt at se på året rundt. Vi snakker også om, hvorfor genbrugspladsen ikke længere skal have haveaffald forærende, da det er en vigtig del af kredsløbet i haven.

 

Spis suppe sammen på Stationen
Efter den praktiske workshop i Ulbølle, kan der i Station 5762 købes suppe for 50 kr. fra kl.17.30 – 18.30, og der vil også være mulighed for at købe frø og bøger om emnet.

 

Debataften på Stationen kl. 18.30 – 20.30.
Naturplanteskolen har 11 års erfaring med omlægning fra græsplæne til spiselig skovhave, med flerårig selvforsyning og med en eksplosion i biodiversitet på bare en enkelt sommer – fra 5 til 15 og nu 43 fuglearter. Kan enhver have styrkes og fornyes, ud fra de erfaringer, som findes indenfor permakultur? Kan permakultur reducere CO2 i såvel det konventionelle landbrug som i din private have? Vil permakultur kunne praktiseres i et stordriftslandbrug? Giver denne måde at dyrke på mere næring og kan den derved nedbringe ernæringsrelaterede sygdomme? Kan denne måde at dyrke sin have styrke insekter og biodiversiteten? Er det rigtigt at en permakulturhave nærmest kan passe sig selv? Hvorfor er det vigtigt, hvad jeg som privat haveejer gør i min have?

Meningsfuldt haveliv på den sjove måde.

 

Det kan du og alle interesserede om aftenen blive klogere på og være med til at debattere i Station 5762 i Vester Skerninge.

 

Læs mere og tilmelding på folkeakademietsydfyn.dk

 

Se evt. videoserien Permakultur i haven med Aiah Noack og forbered dig til en spændende dag.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment