Store forventninger til Forårsfest 2024 i Ollerup Forsamlings og Aktivitetshus

Så er det tid igen til Forårsfest i Ollerup Forsamlingshus
Jacobsenrefbjerg-2

AF MICHAEL GRUBE, DEN LILLE AVIS

 

Så er det snart tid til et af forårets hyggeligste arrangementer; den årlige Forårsfest i Ollerup Forsamlingshus, hvor stemningen altid oser af noget, man ellers kun med længsel kan drømme sig tilbage til, fra før verden gik af lave.

Ollerup Forsamlings og Aktivitetshus formand Jørgen Hallberg fortæller, hvad man kan glæde sig til under Forårsfesten fredag den 3. maj

– På scenen vil man kunne opleve Mette Jacobsen og Lisbeth Refbjerg, der har sammensat en lille perlerække af numre af blandt andre John Mayer, Rickie Lee Jones og Bonnie Rait, som de glæder sig til at spille for et veloplagt forårspublikum. Mette har tidligere spillet med i Souldiers of Love og Lisbeth spiller blandt andet med i Banda Nuevo, lyder det fra Jørgen Hallberg.

Derudover vil man, traditionen tro, selvfølgelig også møde Ollerup Lufthavn, der med en lind strøm af nye numre og en frisk energisk tilgang til de gode gamle, som de heller ikke vil snyde publikum for, virkelig forstår at ældes med ynde. Næste år har Ollerup Lufthavn 30-års jubilæum og bandet, der jo ikke var noget ungdomsband ved det første “Take Of” dengang i 1995, spiller stadig med en medrivende nerve og et smittende humør, der altid garanterer for en stemning helt i top.

– Så kom og tag en svingom med alle dine gamle venner, og benyt lejligheden til at stifte bekendtskab med herlige nye, til en virkelig hyggelig og nærværende aften i Ollerup Forsamlingshus, siger formanden.

Egebjerg Øveklub, der også har adresse i Ollerup Forsamlingshus, er vært ved denne årlige støttefest, hvor overskuddet som altid ubeskåret går som tilskud til klubbens husleje i forsamlingshuset.

Billetter til koncert og spisning kan købes via hjemmesiden www.ollerupforsamlinghus.dk
Dørene åbner kl. 18.00, middagen serveres kl. 19.00 og koncerten begynder kl. 19.30.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment