Stoler du på din intuition?

AF CHARLOTTE GALLINA, forfatterinden & coach
Som menneske og selvstændig på Sydfyn ligger det mig på sinde at ære Intuition som et livsduelighedsværktøj, som vi bør løfte op og bære i guldstol. Måske fordi jeg har prøvet, hvad det vil sige at glemme alt om min intuitions eksistens.
I maj 2000 var jeg på besøg i den tids Morgen TV; Meyerheims Sofa. Emnet var iværksætteri med et fokus på kvindelige iværksættere, som den gang var en hot kartoffel. Vi blev kaldt Heltinder og der blev lavet arrangementer og medieomtale i en uendelig. Det var sjovt pludselig at være med i forreste række, og jeg blev revet med og ville have mere og glemte alt om at lytte til min intuition, som jeg ellers på landsdækkende tv gav æren som ”min forretningsmodel”.
I Meyerheims sofa skete nemlig det, at Michael Meyerheim med et underfundigt smil spurgte ”Hvordan er det nu, Charlotte? Er der ikke noget med at du har din helt særlige forretningsmodel – hvad er det, du gør?”
Jeg var ikke helt klar over, hvad det var, han hentydede til, men mit oplagte svar blev:
”Jeg bruger min intuition.”
Hermed underforstået, at intuition for mig er en kombination af alt det, jeg ved, ikke ved, erfaring, uddannelse, mavefornemmelse og meget mere. Summen af et hele og en prikken i et hjerte, der videnskabeligt forstår hurtigere end vores hjerne ved besked.
Det skulle dog vise sig på min iværksættervej anno 2000, at jeg kunne alt muligt andet end at stole på min intuition. Jeg gjorde både dit, dat og dut og løb efter mål, som slet ikke var tæt på mit hjerte.
Anno 2025 på Sydfyn stoler jeg på min intuition. Nu forstår jeg, at mit svar til Meyerheim var helt okay. Hvordan kan vi andet end at stole på vores intuition? Hvis vi ikke stoler på os selv, hvordan skal andre så kunne stole på os?
På Sydfyn har jeg mødt en vis kvinde, Maya. Hun har vist mig, hvordan intuition kan gøres til et konkret navigationsværktøj i liv og arbejdsliv, så jeg ikke glemmer igen.
Stoler du på din intuition?
Privatfoto.