Stenstrup Lunde Kirkeby Seniorer på tur

Under overskriften: ’Fra kilde til flod’ afsluttede Stenstrup Lunde Kirkeby Seniorer i juni måned sit forårsprogram med en 3 dages-tur langs Gudenåen og besøg ved udvalgte seværdigheder.
Foto 1

AF HARTVIG FINDORF

 

Turens første stop var derfor ved Vandskellet på toppen af Den Jyske Højderyg, hvor både Gudenåen og Skjern Å har sit udspring og herfra løber i hver sin retning. De sidste 4 – 5 km kørtes ad Den Gamle Hærvej. Af de to åer var det Gudenåen, som var det primære mål. Her pibler vandet op af jorden og bliver straks til en bæk, men efter bare 10 km kan hvad, der nu er blevet til en å, fra byen Tørring besejles i kano og kajak hele vejen til Randers. Ikke langt fra kilden ses ruinerne af Danmarks første badeland. På vej mod næste mål og stadig på Hærvejen passeres Danmarks højest beliggende kirke, Øster Nykirke, 130 meter over havet.

 

Næste stop på turen var Den Genfundne Bro, som efter at have været tildækket i 85 år nu knejser smukt over Gudenåen. Efter en frokostpause gik turen så til Himmelbjerget med det legendariske tårn og den storslåede udsigt over Julsø. Enkelte deltagere tog den 1,2 km lange fodtur til bjergets fod, mens andre nød en is. Fra Himmelbjerget gik turen til Hotel Årslev Kro, som var turens base.

Næste morgen gik turen til Kongensbro, hvor deltagerne til fods fulgte den gamle pramdragersti til den 80 meter lange skibssætning, Høj Stene, og både fodtur og gravmonument var en stor oplevelse. Ikke langt fra Kongensbro bliver, Gudenåen til Danmarks største opdæmmede sø på 625 ha, Tange Sø, der med et fald på 11 meter giver drivkraft til 3 store turbiner i Gudenåcentralen. Det store, gamle elværk, hvor der var adgang til turbinehuset, er et imponerende bygningsværk, og naturen omkring er storslået.

 

 

Turens næste mål var Bjerringbro, som breder sig på begge sider af Gudenåen. Hvad der fylder meget i Bjerringbro, er verdens største pumpeproducent, Grundfos. Efter en frokostpause ved åbrinken gik turen til Langå, hvor ikke bare Danmarks men også en af Europas ældste buebroer i jernbeton, Amtmand Hoppes Bro fra 1905, er et stolt syn. Efter Langå følger Ulstrup med slottet, der ligger smukt lige op ad Gudenåen. Her toges der afsked med Gudenåen, og turen fortsatte til Randers, der har flere ting at byde på. Nyeste skud på stammen er Memphis Mansion også kaldt Elvis-museet.

Museet omfatter 2 legendariske bygninger. Den ene er en kopi at Elvis Presleys fødehjem i Tupelo og den anden er hans blivende bolig Graceland i Memphis. Her præsenteres en af de største privatejede samlinger af Elvis-effekter og -kostumer.

 

 

Tilbage i bussen tog nysgerrigheden over med at vælge en mindre afstikker til byen Ølst for med egne øjne at bese skaderne efter det ukontrollerede skred af stærkt forurenet jord tidligere på året. Jordskredet havde blokeret landevejen og kun med nød og næppe undgået at blokere og forurene den vandholdige Alling Å. Det gav derfor “en retur” til Randers for så ad en mere direkte rute at køre til Botanisk Have i Århus som oprindelig planlagt.

 

Hjemrejsedagen bød også på flere besøg, og det første af dem var Ejer Bavnehøj, som er et af de højdedrag, der samlet set markedsføres som “Danmarks største bjergkæde” med de højeste tinder: Ejer Bavnehøj, Møllehøj, Møgelhøj og Yding Skovhøj. Fra stedets tårn er der en storslået udsigt i alle retninger. Turens næste mål var Fængslet i Horsens, hvor deltagerne fik en guidet rundvisning og en god frokost, inden hjemturen gik videre. Med en afstikker fra motorvejen kørtes til Fjordbyen, som er Vejles nye bydel ved havnen, og her var målet den ikoniske bygning, Fjordenhus på 9.000 m2, som består af 4 sammenhængende cylindre, der med en højde på 28 m rejser sig op af havnebassinet.

Godt trætte og mætte af indtryk og oplevelser “landede” selskabet i Stenstrup sidst på eftermiddagen.

 

Foto: Hartvig Findorf

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment