Silverrudder trækker 450 sejlbåde til Sydfyn

Det er kampen mod elementerne, når verdens største singlehanded kapsejlads kommer til Sydfyn i september. “Det er en helt fantastisk oplevelse”, siger arrangøren, der opfordrer folk til at komme og kigge på.

 

ANNONCE

Silverrudder fra webside 2

At Sydfyn er Danmarks dejligste område at sejle i, ved enhver der har været her med båd, og det ry har spredt sig. Endda så meget, at billetterne til dette års Silverrudder blev revet væk på rekordtid.

Silverrudder Challenge of the Sea, som er løbets fulde navn, er verdens største singlehanded offshore kategori 3 regatta målt på antal deltagere. Her dyster i alt 450 sejlere fra 14 forskellige lande om at nå først rundt om Fyn. Og de gør det med kun én sejler ombord på hver båd.

Så smukt er synet, når deltagerne til Silverrudder Challenge of the Sea lægger til kaj i Svendborg Havn.
Foto: DroneFilmFyn v/Michael Volder

 

I alt er der 7 bådeklasser til kapsejladsen, der starter i Christiansminde. Herfra er det muligt at følge det flotte skue, når de 450 sejlbåde krydser gennem Svendborgsund. Det fortæller Event Director, Steen Lundager:

– Vi solgte alle 450 billetter til kapsejladsen på bare 35 minutter. Det er ny rekord. Vi har både, der kommer sejlende herned helt fra Finland, til starten der går fredag den 20. september klokken 10. Så bådene begynder så småt at ankomme allerede lørdag og søndag weekenden før, siger han.

– Jeg vil opfordre folk til at komme og kigge, for det er en helt fantastisk oplevelse at se op til 140 både, der starter samtidig og 450 i alt inden for få timer ude ved Christiansminde, lyder opfordringen fra Steen Lundager.

Steen Lundager er pensionist og arrangerer sammen med 100 andre Silverrudder Challenge of the Sea frivilligt for Svendborg Amatør Sejlklub, som står for arrangementet.
Foto: Kim Basse

 

Kampen mod elementerne
De syv bådeklasser, som deltager i Silverrudder, inddeles efter bådenes størrelser. Det betyder samtidig, at der er syv starter, som skydes i gang med en halv times mellemrum.

For at gennemføre, skal bådene være tilbage ved start- og stoplinjen ved Christiansminde senest søndag klokken 12. Rekorden blev sat i 2021 i en Marlin 33 på 14 timer, 8 minutter og 53 sekunder, men ifølge Steen Lundager er de fleste sejlere over et døgn om at tilbagelægge turen.

– Jeg bruger omkring 28 til 30 timer for at sejle rundt i min båd. Det er bare en sindssyg flot tur. Vi har Danmarks flotteste område at sejle i hernede. På 2 timer kan du komme til rigtig mange forskellige havne, og du har landkending hele tiden. Du får ikke kønnere områder”, siger han og fortsætter:

– Sejlads er jo kampen mod elementerne, og Silverrudder er fantastisk at se på. Pludselig ligger der 200 både nede i havnen, og der kommer en rigtig god stemning, altså den der intense stemning med folk der går og snakker, og folk der går og forbereder sig og tjekker vejrudsigten. Jeg glæder mig”, siger Steen Lundager.

 

 

 

Om Silverrudder

Silverrudder er verdens største singlehanded kategori 3 regatta målt på antal deltagere.

“Singlehanded betyder, at der kun er én sejler ombord på hver båd.

I alt 450 sejlbåde i 7 forskellige kategorier deltager i kapsejladsen.

Kategorierne inddeles efter bådenes størrelser.

Silverrudder er en årlig tilbagevende begivenhed, som altid ligger ved efterårsjævndøgn.

I 2024 starter sejladsen fredag formiddag den 20. september klokken 10.

Distancen er cirka 300 km / 134 sømil rundt om Fyn.

Rekorden er på 14 timer, 8 minutter og 53 sekunder og blev sat i 2021 i en Marlin 33.

Kapsejladsen starter og slutter ved Christiansminde.

Starten kan følges langs Christiansmindestien.

Silverrudder drives af frivillige med Svendborg Amatør Sejlklub som arrangør.

Til de frivillige er der flotte gaver for indsatsen.

Blandt deltagerne trækkes der lod om flotte præmier.

Blandt præmierne er en uges sejlads på en X4.0 fra X-Yachts.

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment