Politisk nej til Rema1000, der har ingen kommentarer, om de opgiver Thurø

Discountkæden Rema1000 undrer sig over, at politikere vender tommelen ned til en analyse om fremtidens detailhandelsstruktur.

Skærmbillede 2024-08-12 kl. 08.18.48

AF ERIK JØRGENSEN

 

Svendborg Kommunalbestyrelse skal revidere kommuneplanen, og et punkt på dagsordenen er fremtidens detailhandelsstruktur.

Derfor skulle politikerne i Plan- og Lokalsamfundsudvalget i denne uge tage stilling til, om en ansøgning fra Rema1000 om at bygge en dagligvarebutik på hjørnet af Brovejen og Eriksholmsvej kunne komme gennem nåleøjet.

 

Det blev, som tidligere skrevet, et nej fra politikerne. Discountkæden er ude, som det også var tilfældet ved en tilsvarende opdatering af kommuneplanen i december 2019.

Thurineren har stillet to spørgsmål til Rema1000:

Hvad er jeres kommentar til, at politikerne endnu en gang vender tommelen nedad?

Hvordan ser I jeres muligheder for i fremtiden at bygge en dagligvarebutik på Thurø?

– Detailhandel eksperterne fra Cowi peger i detailhandels rapporten på, at der skal ligge en butik der, og derfor har vi gentaget vores ansøgning – men vi har ikke nogen kommentarer til, at politikerne har vendt tommelfingeren nedad til anbefalingerne fra de eksperter, de selv har hyret, lyder det kort fra kommunikationschef Jonas Schrøder i en mail.

Han henviser til følgende anbefaling i Cowi-rapporten:

“For at sikre en god dagligvareforsyning på Thurø anbefales det at give mulighed for enten etablering af et lokalcenter eller en enkeltstående butik ved Brovejen…. Set i forhold til det nuværende udbud af dagligvarer på Thurø kombineret med en afstand på godt 4 km til både dagligvarebutikkerne i Østre bydelscenter eller i bymidten samt en vurdering af både det nuværende og fremtidige forbrug vurderes der at være et grundlag for at styrke dagligvareforsyningen på Thurø med endnu en dagligvarebutik…

Det nuværende lokalcenter med øens dagligvarebutik er placeret således, at kun 1/3 af Thurø-borgerne har under 500 meter til butikken. De øvrige ca. 2400 borgere svarende til et dagligvareforbrug på ca. 70 mio. kr. har omkring 1-1,5 km til den eksisterende dagligvarebutik. Det er hermed muligt at skabe et tilstrækkeligt stort selvstændigt opland til en dagligvarebutik med en placering i den vestlige del af Thurø tæt på Brovejen”.

I en hvidbog fra Svendborg Kommune med de indkomne høringssvar, skriver Administrationen i sine bemærkninger/anbefalinger til udvalgsbehandlingen af punktet:

– “at der kun skal arbejdes med udlæg af en enkeltstående butik, og at det eksisterende lokalcenter ved SPAR, skal fastholdes som det eneste på Thurø… Såfremt der arbejdes videre med ønsket om en enkeltstående butik ved Brovejen/Eriksholmsvej, skal der udarbejdes en konkret konsekvensvurdering af påvirkningen af de eksisterende butikker.”

Og tilføjet følgende historik:

“I forbindelse med den tidligere kommuneplanrevision i 2016/2017 modtog kommunen forslag om at udlægge areal til en dagligvarebutik ved Eriksholmvej på Thurø. Byrådet besluttede den 19. december 2019 at fjerne udlæggene fra forslaget inden kommuneplanens endelige vedtagelse”.

– Jeg kan ikke se nogen god begrundelse til at lave byrådets beslutning fra 2019 om, så det bliver et nej tak herfra til en Rema på Thurø, siger Ib Knudsen, Enhedslisten.

Flemming Madsen fra Socialdemokratiet har samme holdning:

– Der er tidligere truffet beslutning om ikke at tillade en dagligvarebutik ved Eriksholmsvej – det samme er tilfældet ved Svendborg Vest. Der er ikke nye forhold, der retfærdiggør en ændring af denne beslutning, så min holdning er uændret.

SF mener, ifølge udvalgsformand Arne Ebsen, grundlæggende, at der er basis for en dagligvareforretning mere på Thurø.

– Det viser de indhentede tal fra detailhandelsanalysen, hvor en rigtig stor del af thurinernes handel foregår andre steder. Vi har dog til hensigt at følge forvaltningens indstilling til behandlingen af punktet på dagsordenen, oplyser SF’eren og giver følgende argumenter:

  • Et stort flertal af thurinerne ønsker ikke, der skal være yderligere detailhandel, men ønsker at støtte den lokale købmandsbutik.
  • Vi har stor respekt for den indsats og service, som den lokale købmand yder for øen og dens foreninger – elementer som en discountbutik ikke vil varetage.
  • Mange thurinere handler tilsyneladende på vej hjem fra arbejde og lægger derfor deres indkøb i primært Svendborg by. Hvorvidt indkøbene foregår på eller uden for øen er ikke afgørende for os.
  • Der er i indstillingen lagt op til en ny detailhandel på Nyborgvej – en oplagt placering for mange fra Thurø. To nye, større indkøbsmuligheder med få kilometers afstand giver i vores optik ikke mening.
  • Der er i Danmark en markant overdækning med dagligvarebutikker, så det forekommer ikke relevant med to nye tæt på hinanden.

Mette Kristensen, Venstre, er også helt klar i mælet.

– Venstre ser ikke behovet for flere dagligvarebutikker i Svendborg Kommune, herunder heller ikke på Thurø. Vi mener, at borgernes ønske om ikke at udvide med endnu en dagligvarebutik på Thurø bør imødekommes, og derfor har vi stemt imod forslaget i Plan- og Lokalsamfundsudvalget”.

Per Nykjær Jensen, Liberal Alliance, lægger ikke skjul på, ud fra sit liberale sindelag, at det er ham vildt meget imod med denne form for plan-regulering af den frie handel, der skaber monopoler.

– Men jeg gør ikke en sag ud af det, og jeg lever fint med det, hvis det er det, thurinerne vil, hvis folk ikke vil have konkurrence om priserne, siger Per Nykjær Jensen.

Han har bemærket sig resultatet af underskriftsindsamlingen fra Thurø Lokalråd:

“Stor lokal opbakning til Spar-købmand på Thurø”, lød en overskrift i Thurineren på svendborgtidende.dk søndag 23. juni.

 

 

Thurø Lokalråd iværksatte en underskriftsindsamling, fordi Svendborg Kommunalbestyrelse skal revidere kommuneplanen, og Plan- og Lokalsamfundsudvalget havde besluttet, at detailhandel skal indgå som et tema.

I en høringsperiode på kun to uger tilkendegav 1138 thurinere – svarende til en tredjedel af øens befolkning – om de ønsker endnu en dagligvarebutik på Thurø. 92 procent svarede nej og støtter op om den nuværende Spar-købmand, mens otte procent siger ja tak til Rema1000.

 

Foto Krabbe Vang arkitekter

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment