Politisk nej til Rema1000-butik på hjørnet af Brovejen og Eriksholmsvej

Tre politikere i Plan- og Lokalsamfundsudvalg følger anbefaling fra forvaltning, at nye butikker skal ligge i Thurø lokalcenter ved SPAR, en liberal kan leve fint med det, hvis det er det, thurinerne vil

IMG_6875

AF ERIK JØRGENSEN

Discountkæden Rema1000 har et stort ønske om at bygge en 1200 kvadratmeter stor dagligvarebutik på sin grund på hjørnet af Brovejen og Eriksholmsvej på Thurø.

Men det er politikerne i Svendborg Kommunalbestyrelse, der bestemmer, om Rema1000 får grønt lys over dæmningen. Og der er ikke udelt begejstring for den trafik, det viser svar fra fire af syv medlemmer i Plan- og Lokalsamfundsudvalget, der har sagen på sin dagsorden tirsdag eftermiddag under punktet: Kommuneplan 2025, hvor fremtidens detailhandelsstruktur skal drøftes.

Hvad angår Thurø lyder Administrationens anbefaling til lokalpolitikerne, “at det eksisterende lokalcenter ved SPAR skal fastholdes som det eneste på Thurø”. Altså at det kun er i lokalcentret, at der kan åbnes for flere butikker.

Nye butikker skal ligge i det eksisterende lokalcenter ved SPAR, vurderer forvaltningen, og det får politisk opbakning

“Såfremt der arbejdes videre med ønsket om en enkeltstående butik ved Brovejen/Eriksholmsvej, skal der udarbejdes en konkret konsekvensvurdering af påvirkningen af de eksisterende butikker”, hedder det i oplægget.

Thurineren har spurgt de syv medlemmer i Plan- og Lokalsamfundsudvalget om deres holdning til forvaltningens anbefaling – med den historiske tilføjelse, at et tilsvarende ønske fra Rema1000 blev afvist af byrådet i forbindelse med en tilsvarende kommuneplanrevision i december 2019.

– Jeg kan ikke se nogen god begrundelse til at lave byrådets beslutning fra 2019 om, så det bliver et nej tak herfra til en Rema på Thurø, siger Ib Knudsen, Enhedslisten.

Flemming Madsen fra Socialdemokratiet har samme holdning:

– Der er tidligere truffet beslutning om ikke at tillade en dagligvarebutik ved Eriksholmsvej – det samme er tilfældet ved Svendborg Vest. Der er ikke nye forhold, der retfærdiggør en ændring af denne beslutning, så min holdning er uændret.

SF mener, ifølge udvalgsformand Arne Ebsen, grundlæggende, at der er basis for en dagligvareforretning mere på Thurø.

– Det viser de indhentede tal fra detailhandelsanalysen, hvor en rigtig stor del af thurinernes handel foregår andre steder. Vi har dog til hensigt at følge forvaltningens indstilling til behandlingen af punktet på dagsordenen, oplyser SF’eren og giver følgende argumenter:

  • Et stort flertal af thurinerne ønsker ikke, der skal være yderligere detailhandel, men ønsker at støtte den lokale købmandsbutik.
  • Vi har stor respekt for den indsats og service, som den lokale købmand yder for øen og dens foreninger – elementer som en discountbutik ikke vil varetage.
  • Mange thurinere handler tilsyneladende på vej hjem fra arbejde og lægger derfor deres indkøb i primært Svendborg by. Hvorvidt indkøbene foregår på eller uden for øen er ikke afgørende for os.
  • Der er i indstillingen lagt op til en ny detailhandel på Nyborgvej – en oplagt placering for mange fra Thurø. To nye, større indkøbsmuligheder med få kilometers afstand giver i vores optik ikke mening.
  • Der er i Danmark en markant overdækning med dagligvarebutikker, så det forekommer ikke relevant med to nye tæt på hinanden.

Per Nykjær Jensen, Liberal Alliance, erkender, at politikere sjældent går imod en indstilling fra en forvaltning, men han lægger ikke skjul på, ud fra sit liberale sindelag, at det er ham vildt meget imod med denne form for plan-regulering af den frie handel, der skaber monopoler.

– Men jeg gør ikke en sag ud af det, og jeg lever fint med det, hvis det er det, thurinerne vil, hvis folk ikke vil have konkurrence om priserne, siger Per Nykjær Jensen.

Venstres Mette Kristensen skriver i et svar på mail:  I Venstres gruppe har vi gruppemøde mandag, hvor vi vil drøfte sagen.

Torben Frost fra Socialdemokratiet skal på kommunalt kulturelt venskabsby besøg, og han har derfor ikke sat sig ind i sagen men sender i stedet John Arly Henriksen, som det ikke er lykkedes at komme i kontakt med. Det samme gælder udvalgets næstforkvinde, Pia Dam, også Socialdemokratiet.

“Stor lokal opbakning til Spar-købmand på Thurø”, lød en overskrift i Thurineren på svendborgtidende.dk søndag 23. juni.

Thurø Lokalråd iværksatte en underskriftsindsamling, fordi Svendborg Kommunalbestyrelse skal revidere kommuneplanen, og Plan- og Lokalsamfundsudvalget havde besluttet, at detailhandel skal indgå som et tema.

I en høringsperiode på kun to uger tilkendegav 1138 thurinere – svarende til en tredjedel af øens befolkning – om de ønsker endnu en dagligvarebutik på Thurø. 92 procent svarede nej og støtter op om den nuværende Spar-købmand, mens otte procent siger ja tak til Rema1000.

Bodil Nielsen og Pia Hilsberg mødes ved indgangen og får en lille snak om underskriftsindsamlingen– Vi kunne komme med ideer og forslag, og som lokalråd skal vi selvfølgelig høre og samle, hvad thurinerne mener. Vi havde kun 14 dages tid, og vi er godt tilfreds med stemmeprocenten, fortalte Pia Hilsberg, th, sekretær i Lokalrådet, der sendte et høringssvar.

Rema1000 skriver i sit høringssvar om sit ønske om at bygge en butik på hjørnet af Brovejen/Eriksholmsvej:

“Vi tror på, at en ny REMA1000 butik på dette sted vil skabe værdi for beboerne i området ved at tilbyde en bred vifte af dagligvarer til konkurrencedygtige priser samt skabe lokale arbejdspladser. Vi håber, at vores høringssvar vil blive positivt modtaget og ser frem til at arbejde sammen med Svendborg Kommune om at realisere denne mulighed”.

Købmandsparret Kim og Lene Christensen, SPAR, skriver i deres høringssvar:

“At tillade en enkeltstående butiks placering ved Brovejen, uden for lokalcentret, vil være ødelæggende for vores butik. Denne placering ligger med al trafik til øen… Det vil i den grad være at favorisere en konkurrent, hvis kommunen åbner op for en dagligvarebutik ved Brovejen. Som selvstændige erhvervsdrivende, som har foretaget betydelige investeringer de seneste år i henhold til den gældende planlægning, må vi fordre, at kommunen giver virksomheder og erhvervsdrivende lige vilkår”.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment