Nærmest lykkelig i Teaterforening

AF MICHAEL GRUBE ANDERSEN
Hvad kan man glæde sig til i forbindelse med dette års forestilling ”Nærmest lykkelig”?
– Det er en rigtig kærlighedshistorie fyldt med god 80’er og 90’er musik fra Århus, dvs. Gnags, TV-2, Lis Sørensen og Thomas Helmig, siger Knud Peder Ploug, der både er skuespiller og formand for Vester Skerninge Teaterforening.
– og støttesangen ”Afrika” dukker også op i Jørn Hjortings radioprogram giro 413, og det er en fællessang, som alle kan glæde sig til, supplerer instruktør og skuespiller Allan Kirkebæk.
Er der noget særligt nyt i år?
– Ja, vi synger popmusik, og derfor er vi superglade for at have fået Birgitte Grønbech med som sang coach i år. Hun er uddannet som musiklærer og tidligere kapelmester på vores forestillinger i 2010, 2011 og 2012, så det er lidt et comeback. Hun lærer os at synge moderne pop, der er noget andet en traditionel dansk pop, så det kan publikum glæde sig til, siger Allan Kirkebæk.
Fem forestillinger i starten af april
Der er i år tre eftermiddagsforestillinger kl. 14.00 med ”Nærmest lykkelig” lørdag d. 5. april, søndag d. 6. april og lørdag d. 12. april, hvor publikum også har mulighed for at købe kaffe og kage i Vester Skerninge Forsamlingshus.
Ved de to aftenforestillinger lørdag d. 5. april og fredag d. 11. april kl. 19.30 opfordres publikum til at deltage i fællesspisning kl. 18.30, og her kan man vælge selv at medbringe mad hjemmefra eller købe luksushåndmadder via billetbestillingen.
Hvad skal man gøre, hvis man gerne vil være en del af de kommende års forestillinger?
– Vi er glade for at have samlet team med 22 mennesker, der arbejder sammen om at præsentere dette års forestillinger.
Uanset om man har lyst til at være med på scenen eller i en anden rolle omkring forestillingerne i fremtiden, så skal man aldrig tøve med at kontakte os i Vester Skerninge Teaterforening, slutter instruktør Allan Kirkebæk og formand Knud Peder Ploug, der håber på stor publikumsinteresse igen i år.
Foto: Marjan Priversek