Landsbyfest og Torvedag i Ulbølle

Ringridning for børn med styr på cyklen er en af mange aktiviteter ved Landsbyfest og Torvedag i Ulbølle
image001

AF MICHAEL GRUBE – Den Lille Avis SYDFYN

 

Claus Rickers fra Ulbølle Borgerforening fortæller, at alle kan glæde sig til et par festlige dage på Den Grønne Plads i Ulbølle, når Ulbølle Borgerforening arrangerer Torvedag og Landsbyfest fredag og lørdag d. 31. maj. – 1. juni 2024.

 

Beachvolley, Åben Scene og rock på dansegulvet
Byfesten skydes i gang med den store beachvolley-turnering fredag eftermiddag, hvor byens foreninger dyster om en vandrepokal fyldt med popcorn. En sand tilskuer-magnet og et sportsligt drama. Første pift kl. 16.30. Baren er åben!

Ved 18-tiden er der fællesspisning med åben grill på pladsen. Man kan medbringe egen madkurv eller fællesret til buffet – eller købe en brandvarm pølse med brød i baren, som også sælger kolde øl, vand, slik, popcorn og slushice.

Fredag aften byder også på “Åben Scene” med seje indslag fra byens kendte og ukendte talenter.

Senere går det lokale Johnny Madsen Jamband på scenen. “Villy og Munkene fra Tibet” giver den fuld gas med guitar og fedtet hår.

 

Morgensang, tango og folkedans
Lørdagen begynder som altid med gratis rundstykker for de morgenfriske – de serveres kl. 9.00, og så er der fælles morgensang i teltet kl. 9.30.

Resten af dagen er der festlig torvedag med boder, børneloppemarked, musik og ølsalg.

Kom og mød byens forskellige foreninger. Grib battet og dyst i bordtennis med arrangerede turneringer for børn og voksne. Test dine evner på dansegulvet – dagen byder både på tango og folkedans.

Boder til børneloppemarked er helt gratis og uden tilmelding, mens “voksenboder” koster 100 kr. og skal tilmeldes hos Line (mobil 24275850).

 

Cykelringridning, kagekonkurrence – og mange frivillige hænder?
Puds cyklen og hold balancen. Børn med styr på cyklen kan melde sig til den store cykel-ringridning, som altid er et kæmpe hit. Og så er der selvfølgelig den store kagekonkurrence for børn kl. 14.30.

Det bliver nogle skønne dage i Ulbølle!

 

HUSK: At arrangere en torvedag kræver mange frivillige hænder, så hold øje med opslag i Brugsen eller på Facebook.
– Smil og sig ja-tak, hvis du bliver prikket på skulderen eller henvend dig selv til bestyrelsen, hvis du vil give en hånd med. Sammen skaber vi festen, lyder opfordringen fra Claus Rickers og Ulbølle Borgerforening.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment