Kunstig intelligens: det undgår du ikke

AF ALLAN BOJSEN
Nå, jeg skal da lige love for, at menneskeheden har fået et nyt bogstavpar, som i den grad har lagt verden ned. Jeg taler om AI, som mange udtaler således: Æj Aj (undskyld hvis min ironiske distance er for markant). AI står for Artificial intelligence, og på dansk har vi tendenser til at kalde begrebet for Kunstig Intelligens. KI lyder bare ikke så blæret og teknisk som AI, og da denne klumme helst skal give indtryk af masser af viden og klogskab, kalder vi Kunstig Intelligens for AI i det følgende. Men nu er vi i gang!
Udbredt som bare pokker
AI bruges mange steder i samfundet, og det kan være her, der og allevegne, hvor man faktisk mindst forventer det. Ifølge Danmarks Statistik anvender hver fjerde danske virksomhed AI, og det er et tal fra 2021, så antallet i dag er langt højere. Halvdelen af de større danske virksomheder med over 100 medarbejdere anvender AI. Det er et tal, som bare vil stige, og mindre virksomheder vil automatisk følge med.
Jeg driver selv en enmandsvirksomhed, hvor jeg hjælper virksomheder med nye hjemmesider. En gang imellem anvender jeg AI, når jeg skal hjælpe en kunde med fx tekster til hjemmesiden eller hvis der skal skabes specielle funktioner til hjemmesiden. Men du har med garanti også oplevet en form for AI, når du bevæger dig rundt i det ægte samfund eller på internettet. Lad mig give nogle eksempler, som du måske kan nikke genkendende til.
Google
Google er et af mine yndlingseksempler. Verdens mest anvendte søgemaskine anvender naturligvis AI. Det sker typisk ud fra de søgninger, du foretager, idet søgemaskinen herefter vil forbedre søgeresultaterne og personificere brugeroplevelsen.
Netflix
Hvis du er på en streamingtjeneste som fx Netflix, undrer du dig måske over at tjenesten er så god til at foreslå andre film eller serier? Men, kære læser, det skyldes naturligvis AI, som læser dine vaner og ud fra tidligere sete film/serier kommer med andre, relevante forslag.
Facebook
AI huserer også på verdens mest brugte sociale medie. Når du fx opslår billeder, vil AI straks undersøge billederne og ud fra dette fastslå om der er ”kendte” ansigter på dine fotos. De anmassende annoncer er også blandt andet genereret af AI.
Ovenstående er naturligvis kun et lillebitte udpluk af hjemmesider, som anvender AI. Og det vi ser i dag, er formentlig kun toppen af et kæmpestort isbjerg. Hvis du har lyst til at afprøve AI, foreslår jeg følgende web-adresser:
Foto er genereret med AI
