Kirkeby omdannet til stort loppemarked

AF TORBEN FROST
Fælles projekt for Kirkeby.
Der var loppesalg i hele Kirkeby. Efter sigende havde 30-40 husstande i Kirkeby lavet deres eget loppesalg med de effekter, som de havde lyst til at sælge. Både børn og voksne benyttede anledningen til at videresælge de effekter, som de ikke længere havde brug for, eller hvad der nu var begrundelsen.
Flere af deltagerne fortalte, at de havde ryddet op i deres hjem, på lofter og i garager, og dermed fundet mange til, der fint kunne sælges videre til nytte og gavn for andre.
En måde at komme hinanden ved på
På Vævervej hos Lone Eriksen og Jacob Philipsen var hele 3 generationer samlet, for at få solgt ud af både tøj, legetøj, nips, køkkenting og andet. ”Og så er det jo hyggeligt,” sagde mor og bedstemor, Lone. Og sådan så det også ud. ”Det er jo fint, lige at kunne sælge fra samme sted som mor, når man selv bor uden for byen,” tilføjede datteren, Marlene Nykjær Philipsen, som desuden havde hendes børn med også.
Naboerne var også ude med deres loppebord, og mange kom forbi og snakkede, kikkede og købte loppeting. Flere lokale bemærkede i øvrigt, at loppemarkedet var en kærkommen lejlighed til også at lære det nye tilflyttere at kende – og sikkert også omvendt.
På Kirkevej havde de tre børn Vilde, Trille og Sylvester delt en bod, hvor de solgte lejetøj m.m., og på Bystævnevej havde Lotte Lamp åbent med salg af hendes billeder, der var udstillet fra kantstenen og helt ind bagest i huset – alle var velkomne til at kikke ind.
Hoppeborg, øl og grillpølser hos Købmand Rikke.
Ved middagstid kom der trængsel ved købmandens parkeringsplads. Duften af grillpølser tiltrak mange, som ville stille sulten og/eller tørsten i forbindelse med gåturene rundt til alle loppesalgene i byen.
Hoppeborgen var også sat op, og den var godt fyldt med børn dagen lang, så vidt jeg kunne følge med. Det var tilsyneladende hyggeligt for alle.
Foto: Torben Frost.