Den Selvforsynende Landsby i Hundstrup inviterer til 20 års fødselsdag

I år er det tyve år siden, at Den Selvforsynende Landsby blev etableret af en mindre gruppe børn og voksne med drømme om selvforsyning, permakultur og fællesskab på landet. Det markeres med en weekend, hvor landsbyen åbner dørene op for gæster og inviterer til rundvisning og fest.
1

AF ANJA HEADICAR

 

Den Selvforsynende Landsby tog sin begyndelse tilbage i sommeren 2004. Her kommer historien om visionen om et permakulturelt bofællesskab på Sydfyn.

At etablere et større fællesskab, som Den Selvforsynende Landsby, er en lang proces, der både kræver drivkraft fra igangsætterne og en imødekommende lokalbefolkning.

I foråret 2002 mødtes en flok mennesker lidt uden for Roskilde for at diskutere visioner for et permakulturelt bofællesskab, som skulle ligge “…et sted på Fyn”. Gruppen havde fundet hinanden via en annonce i Information – og fik i løbet af et års tid formuleret et projektforslag, som de sendte afsted til en håndfuld udvalgte fynske landkommuner.

 

Den første kommune, der åbnede dørene med et stykke velegnet jord og positiv indstilling, var Egebjerg Kommune.

Det var både Egebjerg Kommunes borgmester Mogens Johansen og kommunens tekniske chef Erik Stoumann, som støttede op om projektet – men lokalbefolkningen skulle også være med på ideen. Der blev derfor nedsat en politisk styret arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra både højre- og venstrefløjen i kommunen, som fik organiseret et offentligt møde, hvor lokale naboer og interessenter kunne udtrykke potentielle bekymringer.

Processen var et eksempel på den åbenhed og evnen til samarbejde på tværs af forskellige mennesker, som fortsat kendetegner 5762 lokalområdet.

 

35 voksne og 32 børn – og mange gæster
Siden overtagelsen i 2004 har mange mennesker og projekter været forbi Den Selvforsynende Landsby. Fra den gruppe af 10 børn og 15 voksne, som byggemodnede en bar mark hen over den første regnfulde sommer, så bor der i dag 35 voksne og 32 børn i Landsbyen.

Projektet modtager derudover gæster, der lægger frivilligt arbejde i køkkenhaven, journalister og studerende, som ønsker at undersøge alternative boformer på landet.

 

35 voksne og 32 børn bor nu i Den Selvforsynende Landsby ved Hundstrup, hvor den fælles ejendom Højgaarden bl.a. lægger hus til fire ugentlige fællesspisninger.

 

 

Kom til rundvisning og fællesspisning
De sidste par år har landsbyens primære fokus været planlægning og bygning af nyt fælleshus samt diskussioner om, hvad der skal ske med Højgården, den nuværende fælles ejendom – hvor de fire ugentlige fællesspisninger, møder og andet fælles aktivitet foregår.

 

Alt det – og mere af historien om fællesskab og økoby, viser Den Selvforsynende Landsby frem, når der inviteres til fødselsdagsfejring fra fredag d. 30. august til søndag d. 1. september 2024.

Der vil være gratis rundvisning fredag eftermiddag, mulighed for at deltage i fællesspisninger både fredag og lørdag til meget rimelige priser – og lørdag aften er der dans og DJ.

Alle interesserede er velkomne til fødselsdag i Den Selvforsynende Landsby, og hvis man gerne vil deltage i fællesspisning og eventuel overnatning, så beder beboerne om en melding på tilmeldingDSL@yahoo.dk inden d. 16. august.

 

Du kan læse mere om Den Selvforsynende Landsby og det fulde program for fejring af 20 års fødselsdagen på: www.selvforsyning.dk

 

Foto: Anja Headicar

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment