Jeg eller Vi. Eller begge dele?

For denne signatur er det et privilegium at være tilknyttet en højskole hvor en stor gruppe af eleverne er internationale. Det daglige møde med en lang række kulturer er særdeles inspirerende og giver et fantastisk perspektiv på det at være dansker, både for undertegnede og for de danske elever.
pandora

AF ERIK JACOBSEN

 

Én af måderne at synliggøre og debattere er at anvende teorier og modeller til at trække særlige kendetegn ved forskellige kulturer frem, og én af de modeller, vi anvender er den hollandske kulturanalytiker Geert Hofstedes kulturdimensioner.

Efter at have besøgt en lang række IBM-afdelinger i 64 lande over en 10-årig periode opstillede Hofstede 6 dimensioner, forstået som nogle gennemsnitlige træk hos mennesker i forskellige kulturzoner, fordelt mellem to poler.

Én af disse dimensioner handler om individualisme overfor kollektivisme. I mange vestlige lande hyldes – ja, opmuntres – individets rettigheder til fri udfoldelse. I mange asiatiske lande, fx Kina og Japan, er den individuelle udfoldelse ikke nær så vigtig. Det fælles bedste er langt vigtigere. Heraf japanernes stærke kollektive sans som fx viser sig i loyaliteten overfor det firma, de er ansat i. En tilsvarende grundholdning kan også ses meget stærkt i Kina, og angives af en række iagttagere som en væsentlig grund til at de fleste kinesere ikke gør oprør over det stærkt kontrollerende statsapparat. Så længe statsmagten (det kommunistiske parti) sørger for en rimelig velstand og tryghed til det store flertal, så er demokratiske rettigheder bare ikke særligt vigtige for den gennemsnitlige kineser, ifølge bl.a. en række artikler i Dagbladet Information.

De fleste danskere synes at vægte det fælles bedste i højere grad end fx mange amerikanere, for hvem den individuelle frihed er helt afgørende. Vi er med andre ord tættere på midten af feltet mellem disse to poler.

At mange skandinaver frivilligt afgiver en række frihedsrettigheder for at få en større kollektiv (og solidarisk) tryghed opfatter mange amerikanere som den rene socialisme. Det lever vi danskere helt fint med.

En synliggørelse – og italesættelse – af disse dimensioner er særdeles bevidstgørende overfor de unge mennesker på højskolen, og når vi sidder mange i et klasselokale og debatterer disse ting, er det en gave at have unge fra forskellige kulturer, der kan fortælle om egne oplevelser og erfaringer.

Ofte munder disse timer ud i at mange danske elever egentlig er godt tilfredse med den danske balance mellem den frie udfoldelse og Det Fælles Bedste.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment