Hvad sker der med vores lokale medier?
Hyperlokale medier er derfor ikke bare vigtige – de er en forudsætning for sammenhængskraft, demokrati og lokal identitet.

CHRISTIAN DAN JENSEN
Redaktør, SvendborgMagasin
Det er nu et år siden, vi første gang præsenterede Svendborgs nye magasin og medie for vores læsere. Og lad os sige det, som det er: Det har været en succes. Vi er blevet taget stærkt imod – af læserne og af det sydfynske erhvervs- og butiksliv, som med annoncering er med til at sikre fundamentet under vores lokalmedie. Det fortjener en klar tak. Uden jer – intet magasin.
Mange fortæller os, at de genkender ånden fra mitsvendborg.dk i magasinet. Det er ikke tilfældigt. Jeg stod selv i spidsen for mitsvendborg.dk – MAGASIN i mere end 10 år, indtil det i 2017 blev opkøbt af Jysk Fynske Medier og kort efter lukket. For mange var det et legendarisk og toneangivende lokalmedie, der viste, hvad lokaljournalistik kan, når den tages alvorligt.
Siden er udviklingen kun gået én vej. Analyser peger på, at omkring 57 lokale ugeaviser er lukket i Danmark mellem 2020 og 2024. Lokale redaktioner forsvinder, beslutninger flyttes væk og den nære dækning bliver tyndere. Netop derfor er mit budskab uomgængeligt: Hyperlokale medier er ikke bare vigtige – de er en forudsætning for sammenhængskraft, demokrati og lokal identitet.
Det gjorde vi med mitsvendborg.dk. Og det gør vi igen med SvendborgMagasin.
I en tid, hvor stadig flere opsiger deres avisabonnementer, trætte af et mediebillede domineret af konflikt, kriser og negativitet, har vi valgt en anden vej. Vi arbejder med konstruktiv journalistik. Med løsninger frem for skyttegrave. Med ambitionen om at styrke Svendborg og tale byen op.
Vi søger det, der virker. Vi fortæller de historier, der binder byen sammen og styrker fællesskabet. Og vi gør det med uafhængig og troværdig journalistik, funderet i nye forretningsmodeller og et stærkt lokalt erhvervssamarbejde.
I 2025 gav vi SvendborgTidende plads til at gro. Nu tager vi næste skridt. Med SvendborgMagasin giver vi det lokale medie et markant løft – i en tid, hvor behovet aldrig har været større.
Læs det seneste SvendborgMagsin, februar 2026








