Hvad sker der i Ældre Sagen i Egebjerg?

AF EGON SOHNESEN
Årsmøde
Tirsdag den 18. marts har lokalafdelingen sit årsmøde for medlemmer. Her har du muligheden for at høre mere om hvad der sker i Ældre Sagen. Hvis du er medlem, kan du også være med til at udvikle afdelingen ved f.eks. at stille op til valget som bestyrelsesmedlem eller suppleant til bestyrelsen. Mødet foregår i Kirkeby Forsamlingshus kl. 19.00 – der er spisning kl. 18.00 med tilmelding. Efter selve årsmødet er der kaffe og kage og underholdning af Arne Ploug.
”Erindringsdans”
Mandag den 31. marts har Ældre Sagen et arrangement i samarbejde med Stenstrup Plejecenter. ”Syvsoverne” underholder med dans og sang og der serveres kaffe og kage. Arrangementet er gratis og er kun for medlemmer.
Kunstig intelligens
Tirsdag den 8. april tager lokalafdelingen det spændende emne om kunstig intelligens eller AI op. Jurist og foredragsholder Brian Nygaard fra Nyborg vil tage deltagerne ind i den spændende verden, der udvikler sig med hastige skridt.
Brian Nygaard vil på en indlevende og underholdende måde fortælle om AI (kunstig intelligens). AI buldrer derudaf og er i fuld gang med at revolutionere vores hverdag. Kunstig intelligens spreder sig med lynets hast også i vores privatliv.
Brian Nygaard vil også lære deltagerne at bruge ChatGPT og andre kunstige intelligens-programmer – det er også gavnligt for ældre mennesker.
Foredraget foregår i foredragssalen på Gymnastikhøjskolen i Ollerup og der er tilmelding til Peter Bang.
Udflugt til DR-byen
Den 13. maj er der udflugt med bus til DR-byen med rundvisning og frokost i det store spændende hus. Der er desværre ikke flere pladser, men der er oprettet en venteliste.
Højskoledag
Onsdag d. 21. maj har Ældre Sagen Egebjerg sin traditionsrige Højskoledag på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Foredragsholderne i år er organist og foredragsholder Povl Balslev, der vil synge og fortælle om 2 x Andersen (HC og Benny). Tidligere formand for folketinget Henrik Dam Kristensen vil holde et foredrag med titlen ”Fra Vorbasse til Christiansborg”, og endelig vil Jesper Wung-Sung fortælle om sit forfatterskab samt læse op fra nogle af hans bøger.
Bustur til Nordvestjylland
Fra tirsdag den 12. august til fredag den 15. august har lokalafdelingen i Egebjerg arrangeret en spændende bustur til Nordvestjylland med en masse oplevelser både under opholdet i Lemvig, men også på vej ud og på hjemturen.
Læs mere om turen og de andre arrangementer på Ældre Sagens hjemmeside. Du er også velkommen til at kontakte en fra bestyrelsen for at høre mere om de forskellige arrangementer, samt hvis du har lyst til at være med i Ældre Sagens frivilligkorps – du kan være med til at glæde andre og samtidig få stor fornøjelse af dit frivillige arbejde.