Guldregn over F-16 pigerne

AF TORBEN FROST
Ni sejre i træk!
Ingen nederlag, ingen uafgjorte, men lutter sejre! Det er hvad de unge kvinder fra F-16 dame-senior har præsteret dette efterår. Med sejre over bl.a. Søhus Stige, OKS og Fortuna Svendborg/Oure FA, opnåede de lokale F-16 piger maksimumpoint med 27 point for 9 kampe.
F-16 dame-senior har således domineret Albaniligaen fra start til slut til stor tilfredshed for de mange tilskuere som har fulgt kvinderne på udebane og naturligvis især på hjemmebanerne i Stenstrup og Kirkeby.
2-0 over nr. 2 fra OKS
Allerede før den sidste kamp på Stenstrup stadion var 1. pladsen sikret. Alligevel formåede holdet at vinde 2-0 over OKS, der før kampen lå nr. 2 i ligaen. Det gav stor jubel på tilskuerrækkerne, da hhv. Signe Dolleris og Freja foged Pedersen scorede de to mål for hjemmeholdet.
Efter kampen blev Laura Weber Kristensen kåret som kampens spiller af holdkammeraterne og trænerduroen. Tillykke!
Guldregn, Champagnesprøjt, vinder-trøjer med guldtryk og pokaloverrækkelse
Alt skytset var fremme ved fejringen efter kampen. DBU-Fyns formand for seniorudvalget, Ole Hansen var også til stede, og han kunne lykønske spillere og trænere med oprykning til Danmarksserien fra næste år. Kæmpe stort tillykke!
Trænerhyldest og nominering til Årets træner
De to trænere, Kasper Christoffersen fra Ørbæk og Steffen Post Rasmussen fra Stenstrup var både stolte og rørte. De blev også fejret – Ingen tvivl om deres andel i den fantastiske præstation. Således var Kasper Christoffersen desuden nomineret til DBU´s Årets Serietræner for kvinder, som ugen efter dog blev vundet af en træner fra Odense.
Spændende kampe og lange busture venter
Med deltagelse i Danmarksserien, skal F-16 pigerne igen til at rejse langt, når de på udebaner skal møde hold som Randers Q, Lyseng Århus, Haderslev og Sønderborg Q. Det bliver spændende at følge de talentfulde kvinder.
Foto: Torben Frost