Gratis mad til elever på Tåsingeskolen

AF KIM BASSE
Udskoling på Tåsingeskolens Sundhøj-afdeling bliver en del af et landsdækkende forsøg med gratis skolemad. Det betyder, at skolen hver dag i de kommende tre år tilbyder gratis skolemad til alle elever på 7., 8. og 9. årgang.
Nyheden tikkede ind hos skolens personale den 27. maj, og én af de første elever, der fik overbragt den gode nyhed, er Mikkel Hedegaard, der er formand for elevrådet på Tåsingeskolen. Og han glæder sig til at slippe for madpakkerne:
– Jeg er virkelig glad for denne nyhed. Det er så fedt, at alle elever i ungemiljøet kan få mad hver dag. Det har vi også kæmpet for i skolebestyrelsen, fortæller elevrådsformanden.
Investering i trivsel og læring
Forsøget med den gratis skolemad begynder senest den 1. januar 2026. Hvis det er muligt, må skolerne, som deltager i forsøget, dog gerne starte tidligere. Derfor går Tåsingeskolen allerede nu i gang med at undersøge mulighederne sammen med skoleafdelingen.
Det er Undervisningsministeriet, der dækker udgiften til maden. I alt 191 skoler blevet udtrukket til at være med i det landsdækkende forsøg med skolemad. Formålet med forsøget er at undersøge effekten af skolemadens indflydelse på elevernes sundhed, læring og trivsel
Hos skolebestyrelsen er der ligeledes stor glæde over, at Tåsingeskolen er udvalgt til forsøget. Her ser man det som en investering i både trivsel og læring.
– En fælles madordning styrker både fællesskabet og muligheden for at alle kan være med uanset baggrund. Vi er stolte over, at Tåsingeskolen er blandt de udvalgte, og på vegne af skolebestyrelsen vil jeg gerne takke politikerne for deres opbakning og den visionære beslutning, siger Jonas Reinholdt Albjerg, der er formand for skolebestyrelsen.
Om ordningen
Cirka 275 elever fra 7. til 9. klasse på Tåsingeskolens afd. Sundhøj deltager i ordningen.
Skolebestyrelsen håber, at den gratis skolemad kan serveres allerede fra uge 43 i år.
Det samlede tilskud til Tåsingeskolen i perioden 2025-2028 er på 8.959.800 kroner.
Alle pengene til projektet kommer fra Undervisningsministeriet.
Der er derfor ikke ingen forældrebetaling.
Madordningsforsøget skal formelt godkendes politisk i Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.
Sagen er derfor med på dagsordenen til det næste udvalgsmøde i juni.
Maden vil blive leveret udefra, og opgaven kommer i udbud.
Foto: Kim Basse